\<Jb
STJERNE
Maj 1977
126. årgang • Nummer 5
jéo'ZWToWfJ l é a fL> ; Oyi^ tø* T n t
I
&&££»
A
■
i
DHHNdansAe
STJERNE
Organ for JESU KRISTI KIRKE
AF SIDSTE DAGES HELLIGE
Maj 1977
126. årgang ■ Nummer 5
Det øverste Præsidentskab
Spencer W. Kimball
N. Eldon Tanner
Marion G. Romney
De Tolvs råd
Ezra Taft Benson
Mark E. Petersen
Delbert L Stapley
LeGrand Richards
Howard W. Hunter
Thomas S. Monson
Boyd K. Packer
Marvin J. Ashton
Bruce R. McConkie
L. Tom Perry
Gordon B. Hinckley David B. Haight
Rådgivende komité
Howard W. Hunter L. Tom Perry
Robert D. Hales O. Leslie Stone
Redaktør af kirkens magasiner
Dean L. Larsen
International Magazines redaktion
Larry A. Hiller, chefredaktør
Carol Larsen, medredaktør
Roger Gylling, designer
Den danske Stjernes redaktion
Jørgen Ljungstrøm, Translation Services
Vodroffsvej 7, DK 1900 København V
Kurt Voss, Smedevangen 9,
DK-3540 Lynge
Harry Bohler, layout
Tryk
Paul Giese KG, Offenbach/Main
Korrespondenter
Københavns Stav:
Den danske Mission:
Abonnement
Tegnes gennem wards/grensrepræsen-
tanten: 12 numre dkr. 42,00
Nævnte priser er inci. moms og porto.
Betaling over giro 3120988 til Distributions
Centret, Smedevangen 9, 3540 Lynge.
United States and Canada: $ 8.00
(surface mail)
© 1977 by the Corporation of the Presi-
dent of The Church of Jesus Christ of
Latter-day Saints. All rights reserved.
INDHOLDSFORTEGNELSE
Er vi i fare for at miste det, det hører evigheden til?
Præsident Spencer W. Kimball 1
Vis dig som en mand, Præsident David O. McKay 5
En optegnelse om vore riger, Jimmy B. Parker 6
De rigtige kanaler for åbenbaring, fra Joseph F. Smith:
Evangeliets lærdomme, 1970 8
Hun var den mor, jeg aldrig havde kendt, Wanda West Badger 9
De bedstefar skænkede sig selv, Bruce Lyman Bishop 10
Udarbejdelse af en personlig historie, Ældste Boyd K. Packer 12
BØRNESTJERNEN
Modets øjeblikke, Keith Christensen 13
Et skridt fremad, Nancy M. Armstrong 14
Nedskriv din egen historie 18
Familiehjemmeaften 19
Bare for sjov 20
Far til søn, Chauncey C. Riddle 21
Bøn, Præsident Joseph F. Smith 25
Partnerskab med Helligånden, Theo E. McKean 26
For at undervise mere fuldkomment,
Præsident David O. McKay . ..... . . , , 27
Budskab fra Det øverste Præsidentskab
is«
Er vi i fare
for at miste det,
der hører
evigheden til?
Præsident Spencer W. Kimball
MéH
Når jeg gennem årene har haft mine tanker og mit
hjerte vendt mod mine gode forfædres tilværelse, har jeg
lært at påskønne dem mere og mere. At lære mine for-
fædre at kende har ikke blot vendt mit hjerte mod dem, men
også hjulpet mig til klarere at se evigheden. Mit eget liv har
rod, ikke blot i det nuværende, men lige så meget i mine
forfædres tilværelse.
Jeg husker at have læst et budskab fra bedstefar Kimball til
sine børn hvori han skrev: „Jeg bryder mig kun om det, der
hører evigheden til. Når jeg betragter det, der hører Gud til
og den herlighed, der venter de retskafne, og når jeg tæn-
ker på den vej, der er så lige, men som kun så få finder, får
jeg lyst til at bede Herren velsigne mine børn og frelse dem.
Jeg er taknemmelig overfor Gud, fordi jeg lever i en tid,
hvor nogen vil finde den og vil blive guder." (Se Orson
F. Whitney: Life of Heber C. Kimball, side 513. Sait Lake City
1945)
Hvis vi lever på en sådan måde, at vi bekymrer os for evig-
heden, så må vi hellere træffe nogle bedre beslutninger.
Måske er det derfor, Brigham Young engang sagde, at hvis
han bare kunne gøre én ting, der ville være til velsignelse
for de hellige, mente han det skulle være at give dem „øjne
med hvilke de kunne se fingene, som de er«. (Journal of
Discourses, side 513) Det er interessant at lægge mærke
til, hvordan de sidste ord afspejler skriftens ord, hvor sand-
heden beskrives som „kundskab om tingene, som de er,
som de var, og som de skal blive«. (L.&P. 93:24) Jakob min-
der os også om, at Ånden »taler sandhed ... om tingene,
som de virkelig er og om tingene som de virkelig vil blive
...« (Jakob 4:13)
Jo tydeligere vi ser evigheden, des mere selvfølgeligt bliver
det, at Herrens værk, som vi er engageret i, er et umådeligt
og storslået værk, med slående ligheder mellem forholdene
på begge sider sløret.
Vi har meget at udføre her på jorden, og jeg går ud fra, at alt
arbejde i kirken kan anbringes i en af følgende kategorier:
missionærarbejde, tempelarbejde og arbejdet med at holde
kirkemedlemmerne aktive og trofaste. Det er vanskeligt at
overvurdere værdien og vigtigheden af nogen af disse akti-
viteter. Vort store voksende missionærprogram blandt de
levende er det største, der nogensinde er blevet udført i
denne uddeling. Vi prædiker, belærer og døber titusinder
af vore medmennesker. Men missionærarbejde er ikke
begrænset til at forkynde evangeliet til enhver nation,
slægt, tunge og folk, der nu bor på jorden. Missionærarbej-
det fortsætter også på den anden side sløret hos de millio-
ner og milliarder af vor himmelske Faders børn, som er
døde, enten uden at have hørt evangeliet eller uden at
acceptere det, mens de levede her på jorden. Vor store
andel i dette aspekt af missionærarbejde er på denne jord
at udføre de ordinanser, som er påkrævet for dem, som
accepterer evangeliet på den anden side sløret. Åndever-
denen er fuld af ånder, som ivrigt afventer, at vi skal udføre
disse jordiske ordinanser for dem. Jeg håber at ser os i
stand til at ophæve den kunstige barriere, vi så ofte i vore
tanker opstiller mellem missionærarbejdet, tempel og
genealogisk arbejde for det er den samme forløsende ger-
ning. I tidernes løb har der været tidsperioder, hvor Herren
har samlet sit folk og oprettet evangeliet og visse frelsende
ordinanser blandt dem. Disse perioder kalder vi evange-
liske uddelinger, hver ledet af profeter, der bærer det hel-
lige præstedømme og de nøgler, der bemyndiger til udø-
velse af dette præstedømme. Vi ærer dem for deres ædle
og inspirerede gerning i retskaffenhed. Vi ser, at i hver
uddeling forud for vores egen, er visse aspekter af frelsens
gerning for alle i Guds store familie blevet introduceret, og
en del af arbejdet fuldført.
I vor egen uddeling, som skrifterne har kaldt tidernes fyldes
uddeling, har Herren lovet, at han ville „samle alt under
eet, både det, som er i himlen og det, som er på jorden".
(L.&P. 27:13; Ef. 1:10)
Sandelig er det at »samle alt under eet« beslægtet med
apostlen Peters udtalelse med hensyn til »da alt skal blive
genoprettet, som Gud har talt om gennem sine hellige pro-
feters mund fra fordums tid". {Ap. Gern.3:21) Denne vigtige
profeti henviser specielt til tilbagekomsten af de gamle pro-
feter, som havde rigets forskellige præstedømmenøgler.
Således blev nøglerne gengivet for den guddommelige
patriarkalske orden, som de gamle fædre havde, hvilket i
virkeligheden betød at tiden endelig var kommet, hvor Abra-
hams store slægt igen skulle have præstedømmet og evan-
geliet. Gennem dette præstedømme „skal alle jordens
slægter velsignes". (Abraham 2:11)... hvilket bl. a. bety-
der, at evangeliets velsignelser bliver bragt ud til de
enkelte, tillige med præstedømmets nye og evige ægte-
skabspagt, og at alle Guds udvalgte børn, som er indsamlet
rundt omkring på jorden, kan blive beseglet i familieen-
heder ind i Abrahams slægtslinie, eller, med andre ord, ind
i Guds organiserede evige familie.
Er der noget mærkeligt i, at kirkens organisation og ar-
bejde og dens præstedømme er udarbejdet efter de nøgler,
som den har? Vi er en missionerende kirke og deltager så
vidt, det overhovedet er muligt, i indsamlingen af Israel. Vi
er en kirke, der bygger på familier; en kirke, der tager vare
på sine egne og lægger vægt på økonomisk, intellektuel og
åndelig undikling af sine familier og enkelte medlemmer
som forberedelse til frelse i Himlens rige. Og vi er en kirke,
der er aktivt engageret i tempel- og genealogisk-arbejde for
os selv og for det uendelige antal af vor himmelske Faders
børn, som har modtaget løfte om, men som endnu ikke har
haft mulighed for at gennemgå frelsens ordinanser. Det er
et arbejde, der gør det meget store tilsvarende missionær-
arbejde, der udføres i åndeverdenen, endnu mere betyd-
ningsfuldt.
Gang efter gang, når jeg har læst visse passager i Bibelen
med hensyn til dette arbejde, er jeg blevet påvirket af det
magtfulde spørgsmål, som Paulus stillede, da han spurgte
de hellige i Korint:
„Hvad vil ellers de opnå, der lader sig døbe for de døde?
Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor lader de sig så
døbe for dem? Og hvorfor udsætter vi os selv for fare hver
time?" (1 Kor. 15:29-30, fremhævelse tilføjet)
Paulus' sidste spørgsmål har forårsaget mig mange over-
vejelser i de sidste måneder. Hvorfor er menneskene i ver-
den i fare? Fordi de ikke kan blive frelst uden deres familier
og medmennesker. De vil blive ved med at være i fare, indtil
evangelietbringes til dem på en sådan måde, at deervillige
til enten at tage det eller afvise det. Dette ansvar brin-
ger også os i fare, såvidt det gælder missionærarbejdet,
hvis vi ikke deler evangeliet med dem.
Samtidig er vi som medlemmer af kirken også i fare, hvis vi
ikke udfører tempelarbejde. Megen af vores tid er optaget af
de verdslige, dagligdags detaljer, som selvfølgelig skal ud-
føres; men de, som er medlemmer af hans rige i denne kri-
tiske tid, bør stræbe efter at give megen af deres tid og
indsats til dette rigtige arbejde.
Disse evigtgyldige principper, der har med åndeverdenen
og livet herefter at gøre, optog Frelseren, da han blev kors-
fæstet. Det afspejles i hans udtalelse til den angrende
røver, gennem de ord, som har forundret så mange:
„Og en af forbryderne, som hang dér spottede ham: ,Er du
ikke Kristus? Frels dig selv og os!'
Da tog den anden til orde og irettesatte ham og sagde:
, Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme
dom?
Og vi er det med rette; vi får jo kun løn som forskyldt, men
denne mand har intet ondt gjort.'
Og han sagde: , Jesus! kom mig i hu, når du kommer i dit
rige!'
Da svarede han ham: .Sandelig siger jeg dig: i dag skal du
være med mig i Paradis.'" (Lukas 23:39-43)
Hvad mente han dermed? Han mente nøjagtig, hvad han
sagde. Timerne ville gå, døden ville komme til dem alle, de
ville gå til en anden verden og „i dag skal du være med mig
i Paradis."
I vil også huske, at da kvinden kom tii den døde Frelsers
grav, var Frelseren ikke i sin grav. Da han mødte hende i
haven, sagde han: „Rør ikke ved mig; jeg er jo endnu ikke
faret op til min Fader (i Himlen), men . . . Jeg farer op til min
Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud." (Joh.
20:17) Han havde endnu ikke været hos sin himmelske Fa-
der, så han var ikke taget direkte til den himmel, som vi
tænker på. Han var et andet sted.
Og så forklarer Peter os senere nøjagtigt, hvor Frelseren
tog hen og med hvilket formål.
„Thi også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for
uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden
i kødet, men blev vakt til live i ånden,
i hvilken han også drog hen og prædikede for de ånder, der
var i forvaring . . .
Thi derfor blev evangeliet forkyndt også for de døde, for at
de vel skulle dømmes på legemet, som menneskerdømmes,
men leve i ånden, ligesom Gud lever." (1. Peter 3:18, 19; 4:6)
Han sørgede for den mulighed, hvorved de kan omvende sig
fra deres synder, forandre deres indstilling og deres til-
værelse og leve i henhold til Gud i ånden. Vi ved ikke, hvor
mange millioner af ånder, det drejer sig om. Vi ved, at
mange er døde i krige, under epidemier og forskellige slags
ulykker. Vi ved, at åndeverdenen er fyldt med menneskelige
ånder, som venter på, at du og jeg skal komme i gang -
venter, ligsom underskriverne af den amerikanske friheds-
erklæring ventede. „Hvorfor," spurgte præsident Wilford
Woodruff, „hvorfor lader De os vente?" Det spørgsmål bli-
ver til stadighed også stillet os, men af vore egne medlem-
mer.
Vi tænker på vore forfædre - bedsteforældre, oldefor-
ældre, tipoldeforældre, osv. Hvad mener de om jer og mig?
Vi er af deres blod. Vi har ansvaret for at udføre deres tem-
pelarbejde, og alligevel står vore smukke Herrens templer
dag efter dag, og er ikke altid fyldte. Vi har et stort ansvar,
som vi ikke kan skubbe tilside, og vi står i fare, hvis vi und-
lader at udføre dette betydningsfulde arbejde.
Jeg håber, vore hellige vil forstå den strålende virkelighed i
alt dette, hvor arbejdet som udføres i vore templer i denne
verden, hjælper os til at berede os for en anden og bedre
verden.
Templerne er reserveret til hellige ordinanser for de
levende og de døde. Værdige medlemmer af kirken bør
besøge templerne så ofte, det er muligt for at deltage i dette
vigtige arbejde. En af de ordinanser, der udføres i templet
er begavelse, der omfatter et instruktionskursus om man-
dens og kvindens evige rejse fra forudtilværelsen gennem
livet her på jorden og videre til ophøjelsen, som er mulig for
enhver.
Brigham Young har givet udtryk for dette med hensyn til
begavelse:
„Lad mig ganske kort give jer en definition. Jeres begavelse
er at modtage alle de ordinanser i Herrens hus, som er nød-
vendige for jer, efter at I har forladt dette liv; at gøre jer i
stand til at komme tilbage til Faderens nærvær og gå forbi
de engle, der står vagt ... og opnå jeres evige ophøjelse
..." {Discourses of Brigham Young, side 416)
På grund af begavelsens og de andre tempelordinansers
hellige natur må de, som besøger templet for at modtage
dem, være beredte og værdige. Folk, som bliver omvendt
til kirken, føler sig ofte begejstret tilskyndede til at komme
til templet umiddelbart efter deres dåb. Men det tager tid at
tilpasse deres tankegang det, der er af evig natur, og det
tager tid at tilpasse deres tilværelse, så de er beredte og
værdige, når de endelig kommer i templet. Derfor har vi til-
rådet stavspræsidenter og biskopper ikke at anbefale folk
at tage til templer for at få deres begavelser, før de er til-
strækkeligt modne i evangeliet. Vi har anlagt en regel om,
at nyomvendte skal berede sig mindst et år efter dåben, før
de modtager disse yderligere ordinanser og velsignelser.
Vi er også på vagt overfor, at vore templer ikke bliver van-
helligede ved upassende opførsel.
Ordene „Herrens hus" står på hvert enkelt tempel. Et tem-
pel er Herrens hus, og når vi træder ind i hans hus, så er vi
hans gæster, derfor bør vi gøre alt, der er muligt, for at
holde Herrens hus helligt, ubesmittet, rent og smukt.
Nogle af oldtidens templer blev besmittet af udenforståen-
des dårlige opførsel. Salomons tempel blev for eksempel
vanhelliget af sådanne, som uden myndighed trængte ind i
templet, bortførte dets kostelige skatte og bragte disse
skatte til fremmede lande for at bruge dem ved afguds-
dyrkelse. Men muligheden for udenforståendes vandel er
ikke den eneste mulighed for besmittelse af hellige steder.
Hellige templer kan også besudles og besmittes af medlem-
mer af kirken som besøger templerne og uværdige indgår
pagter, eller som ikke er beredte for eller villige til at accep-
tere og leve efter de indgåede pagter. Når folk besøger
templet og derpå tager let på de hellige principper,
besudler de det. Når mennesker, der ikke har omvendt sig,
accepterer de hellige ordinanser uden helt at have besluttet
sig til at vise sig værdige, er de med til at besmitte og ven-
hellige de hellige templer.
Når løfter aflægges og pagter indgås, uden at man oprigtigt
og alvorligt har til hensigt at efterleve dem, så kan det
betyde besmitning af de hellige templer. Det er ikke blot et
spørgsmål om at modtage en anbefaling til at komme ind i
Herrens templer, men i lige så høj grad et spørgsmål om at
have en ren, ubesmittet og angergiven ånd. Når vi går ind
gennem Herrens hus' dør, bør vi erindre os det tema, som
nævntes i Washington templet:
„Gå gennem denne dør, som var gulvet dér af guld;
Og hver en vægtig juvel, af kostbar værd;
som om et kor, iklædt flammekjortler sang derinde;
Ingen råben eller hastværk — kun stille ... for Gud er her."
(fra Words of Life, side 45
oversættelse Jørgen W. Schmidt)
Vi har alle haft lejlighed til at vente på nogen i ét minut, en
time, en dag, en uge eller endog år. Kan I forestille jer,
hvordan vore forfædre må føle, når nogle af dem måske har
måttet vente i årtier eller endog måske i århundreder på, at
tempelarbejdet bliver udført for dem? Jeg har prøvet med
sindets øjne at forestille mig vore forfædre, som ængsteligt
venter på dem af os, som er deres efterkommere og med-
lemmer af kirken på jorden, for at vi skal gøre vores pligt
overfor dem. Jeg har også tænkt på, hvor forfædeligt det
må være for os at træffe dem i livet herefter og måtte
erkende, at vi ikke har været så trofaste, som vi burde være
her på jorden med hensyn til at udføre disse ordinanser for
dem.
I løbet af de sidste få måneder har jeg haft den velsignelse
at overvære genindvielsen af en række af vore templer.
Måske lader Herren os holde sådanne genindvielser, for at
vi kan sidde der i templet og tænke over og overveje det,
som vi burde gøre, Som følge af sådanne oplevelser har jeg
besluttet mig at fortsætte med at give af mig selv og min
energi til dette store og vigtige arbejde og at opmuntre
andre til at gøre det samme.
For nylig følte jeg mig påvirket til at tale om arbejdet for de
døde, fordi jeg følte det samme behov for det, som jeg gør
fo missionsærarbejdet, fordi det i virkeligheden er ét og det
samme. Så vidt jeg ved, har der aldrig før i denne udeling,
været et tidspunkt, hvor vi har haft fire templer på forskel-
lige stader af planlægning og opførelse, sådan som vi har
det nu. samtidig med ombygning og genindvielse af andre.
„Derfor," sagde jeg til mine brødre, generalautoriteterne,
„er dette arbejde bestandigt i mine tanker, for det må føres
fremad."
Når man nu tænker på betydningen af tempelarbejde, ville
det så ikke være vidunderligt, hvis ethvert sidste dages hel-
ligt hjem i hvert enkelt barns soveværelse, eller på væggen
i dagligstuen havde et ret stort billede af et tempel, der
kunne hjælpe dem til ofte at tænke på formålet med disse
skønne bygningsværker. Jeg tror, at langt flere ægteskaber
ville blive indstiftet i templet, end det er tilfældet idag, fordi
børnene i deres opvækst bestandigt ville have et af vore
templer for øje, som en påmindelse og et mål. Jeg anbefaler
de hellige det. Det koster næsten intet og vil bestemt
hjælpe til at udvikle de små opvoksende sjæles tankegang,
når templet og dets betydning forklares og drøftes ved
familiehjemmeaftenerne.
Dette er Herrens værk, og han har givet os det. Det er vort
ansvar, vor fornøjelse og vort privilegium at bringe dette
værk fremad. Vi bør indrette os på en sådan måde, at
værket kan skride fremad. I Johannes Åbenbaring så han,
at engang i fremtiden (og det er stadig fremtiden for os) vil
de, som var trofaste og har renset deres tilværelse, arbejde
dag og nat i de hellige templer. Øjensynligt vil der være en
konstant række af gruppe-, de- gå" gennem templet, på
omtrent samme måde, som det engang skete i Nauvoo
templet. Min bedstefar, Heber C. Kimball, skrev i sin dag-
bog, at i de sidste dage af februar 1846 gik grupper gennem
Nauvoo templet dag og nat, „langt ud på natten og helt ind i
den nye dag", som han udtrykte det. Han antydede, at bror
Brigham Young førte én gruppe igennem, bror Willard en
anden gruppe, og han selv en tredje, og så videre. De tro-
faste hellige dengang var så ivrige efter at få de mange
velsignelser og ordinanser, der gives i templet, at de bog-
staveligt talt levede i templet disse sidste få timer, før de
satte over prærierne. / dag burde vi begynde at handle med
samme iver og ønske.
Vi har bedt kirkens medlemmer fremme værket med at
vende børnenes hjerter til fædrene ved at få deres hellige
familieoptegnelser i orden. Disse optegnelser, især inklu-
derende „optegnelser om vore døde" (L.&P. 128:24), er en
del af den „offergave i retfærdighed", som Malakias taler
om (Mal. 3:3), som vi skal yde i hans hellige tempel og uden
hvilken vi ikke kan forvente dagen for hans komme.
Vi har også bedt om, at kirkens familier indretter sig, så de
mere effektivt kan udføre deres hellige missionærarbejde
og pligter overfor velfærdet, udervisningen i hjemmet, samt
ansvaret for tempel- og genealogisk-arbejde, for at
opbygge mønstret for det, der skal komme. Jeg husker, at
de sidste offentlige ord, der blev udtalt af min bedstefar,
Heber C. Kimball, gik ud på, at tiden er kommet for alle
mennesker til at sætte deres huse i orden.
Profeten Joseph Smith sagde:
„Brødre, skal vi ikke gå fremad for denne store sag? Gå fre-
mad og ikke tilbage. Frisk mod, brødre, og fremad til sejr!
Lad jeres hjerter fryde sig og være glade." (L&.P. 128:22)
Min bøn for alle os, som er medlemmer af kirken i denne
store tidernes fyldes uddeling, er, at vi virkelig må gå fre-
mad i dette store værk, så vi ikke skal risikere at miste vor
evige belønning.
VIS DIG SOM EN MAND
af Præsident David O. McKay
Mange hundrede år er gået, siden menneskene fik be-
læring om værdien af at sætte pris på et ærligt hjerte.
„Som et menneske tænker i sit hjerte, sådan er det",
proklameredes dengang, da en klog mand skrev Ord-
sprogenes Bog. Sådan var det også med den guddom-
melige påberåbelse „Giv mig dit hjerte, min søn, og lad
dine øjne synes om mine veje!" (Ordspr. 23:26).
Intet livsprincip blev fremhævet mere af Den store Læ-
rer end nødvendigheden af retfærdig tænkning. For Ham
var ingen, hvad Han syntes at være udvortes, eller hvad
han foregav at være ved sin tale: hvad en mand tænkte,
afgjorde altid, hvad han var.
Kristi lære, angående menneskets pligt over for sig selv
og dets pligt over for næsten, er gennemtrængt med den
sandhed, at tanken altid er afgørende for menneskets ret
til lykke eller fordømmelse.
I en åbenbaring til profeten Joseph Smith lagde Herren
vægt på efterlevelse af det princip, at De tolv Apostles
første pligt er at prædike Jesu Kristi Evangelium. „Men
rens jeres hjerter for mig og gå da ud i al verden og
forkynd mit evangelium for hver skabning, som endnu
ikke har modtaget det." (L. & P. 112:28).
Det er rigtigt nok, at den åbenbaring blev givet til præ-
sident Thomas B. Marsh af De tolvs Råd, specielt til de
tolv, men den gælder også for missionærarbejdet. Vi
har længe sagt, at ethvert medlem er en missionær. Kun
de, hvis hjerter er rene og hvis tanker er høje og fine,
kan påvirke andre til at søge at opnå disse høje idealer.
Hvilken grundlæggende lære og hvor vidunderligt! Til-
fredshed, selverkendelse, fred — alt det, der gør livet
værd at leve — har deres udspring i den enkeltes tanker.
Samme sted fra kommer uro, forvirring, elendighed —
alt, hvad der fører til opløsning og død. Det er en livs-
vigtig lektie, som altfor sjældent tages i betragtning.
Mennesker påvirkes og bevæges til handling mere af,
hvad de tror, at andre mennesker tænker, end af, hvad
de selv tænker. Alt for mange mennesker tillader sig at
mene, at man kan engagere sig i synd, så længe det ikke
„opdages". De går ud fra, at uærlige handlinger kan ud-
føres, hvis de holdes hemmelige.
For at anføre blot ét eksempel: På samme måde som
drenge af tidligere generationer listede sig til at gemme
sig bag udbygninger og budskadser for at ryge, således
finder drenge i dag gemmesteder for det samme, og de
tror blindt, at det er helt lorden, hvis blot de kan arran-
gere det, så de ikke bliver opdaget.
Uden hensyn til, hvad den skjulte gerning er, hvadenten
den bliver opdaget elier ej, så betaler den, som begår
den, straffen for sin synd og ubetænksomhed. Hensigten,
som går forud for handlingen, efterlader sit uudslettelige
indtryk på karakteren. Og selvom synderen måske vil
gyde balsam på sin samvittighed ved at sige, at han
„ikke vil regne med denne", så vil den dypt i hans sind
blive med regnet alligevel, og arrene i hans karakter vil
stå imod ham på dommens dag. Ingen kan gemme sig
for sine tanker eller slippe fra deres uundgåelige følger.
I betragtning af det ansvar for lederskab, som hvert
eneste medlem har i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige og i verden som helhed, vil det være godt om
hver af os vil standse op regelmæssigt og gøre status
for sig selv, så vi kan finde ud af, hvad vi tænker på, når
vi ikke er nødt til at tænke. „Det som et menneske tæn-
ker i sit hjerte, sådan er han . . .", og „Hvad du er", som
Emerson (Ralph Waldo Emerson, amerikansk forfatter
og filosof 1803—1882), siger „runger så stærkt i mine
ører, at jeg ikke kan høre, hvad du siger."
(Fra bogen: Lad det blive et godt ægteskab, 1971)
En optegnelse
om.
vore riger
af Jimmy B. Parker
Vi skaber familiehistorie hver dag,
men hvor nedskriver vi den?
For adskillige år siden knælede min kone og jeg ved et
alter i Salt Lake Templet. Min kønne brud anbragte sin hånd
i min, og vi blev beseglet til hinanden for tid og al evighed.
Jeg forstår nu mere fuldtud end dengang betydningen af de
løfter, vi aflagde som en del af denne beseglingsordinanse.
Den dag blev grundstenen til et nyt rige lagt — vores evige
familieenhed. Som årene er gået, har jeg i glimt begyndt at
se betydningen af dette rige, der således blev oprettet i mit
navn. Med de løfter om velsignelser, der blev givet ved tem-
pelaltret, er der fulgt et højtideligt ansvar for at begynde at
føre en optegnelse om „mit rige".
Optegnelser er vigtige i alle Guds riger - kirken, dens
enheder og især de enkelte familier. Tidligt i denne udde-
ling følte Joseph Smith betydningen af at føre optegnelser:
„Efter bøn af præsident Joseph Smith, jun., sagde denne,
om vi tålmodigt ville høre efter, at han kunne forelægge
rådet en sag af stor vigtighed. Han havde af erfaring lært
noget, som altid beredte ham stor sorg, når han tænkte
derpå. Hvis jeg i dag havde haft skriftligt i min besiddelse
enhver beslutning, som vi har taget angående vigtige lære-
punkter og pligter fra dette værks begyndelse, ville jeg
afgjort ikke skille mig af med dem for penge. Men vi har for-
sømt at føre optegnelser over disse ting, måske fordi vi
troede, at de sidenhen ikke ville være af nogen værdi for
os." (Profeten Joseph Smiths Lærdomme, siderne 83-84)
Kirken har som helhed et klart behov for optegnelser om
rigets værk. Om føring af optegnelser af vore individuelle
riger, skrev ældste John A. Widtsoe:
„Sådan som jeg ser det, bør der i hver eneste familie føres
en optegnelse om den umiddelbare familie: faderen, bed-
stefaderen, oldefaderen — i det mindste dem, vi har erin-
dring om. Den optegnelse bør være en bog, der er kendt og
benyttet i familiekredsen. Og når et barn vokser op og star-
ter sin egen familie, er noget af det første, det unge par bør
tage med sig, deres familiers optegnelser, som da udstræk-
kes til også at omfatte dem selv, som tiden går. Det spiller
ingen rolle, om der bliver tale om duplikering. Der er styrke
og inspiration og glæde ved at have en sådan optegnelse
ved hånden, hvor man kan læse historien om sine forfædre,
deres navne, de tider, hvori de levede og noget om deres til-
værelse, og hvad de opnåede. Enhver af os har individuelt
ansvaret for at føre optegnelser, og vi bør påtage os det."
{Church News, 3. okt. 1942)
Sådanne optegnelser, som ældste Widtsoe nævner sam-
stemmende med andre af Herrens tjenere, kan, i hænderne
på vise forældre, blive yderst effektive hjælpemidler til at
belære deres børn og børnebørn. Men hvilke slags op-
tegnelser bør føres og på hvilken måde?
De fleste af os har hørt noget om at før optegnelser vedrø-
rende personlig historie, familiehistorie, mindebøger, per-
sonlige dagbøger, optegnelser over hellige oplevelser, øko-
nomiske optegnelser osv. Listen synes at være temmelig
overvældende, indtil man sætter dem i det rette perspektiv.
1. Præsident Spencer W. Kimball har overfor kirkens unge
fremhævet vigtigheden af at føre dagbog. Efter omhyggeligt
at have forklaret, hvad en dagbog bør indeholde, opsumme-
rer han det på denne måde:
„Få fat på en notesbog, mine unge venner, en dagbog, der
vil vare evingelig, og måske vil englene citere fra den i al
evighed. Begynd i dag og skriv i den, hvad I foretager jer,
jeres inderste tanker, det I når, og det, som I ikke når. Skriv
om jeres kammerater og jeres sejre, jeres indtryk og jeres
vidnesbyrd. Husk, at Frelseren irettesatte dem, som undlod
at nedskrive vigtige begivenheder." (Se 3. Nephi 23:7-137)
2. Det er bare een af adskillige påmindelser, vi har fået
fornylig om at føre optegnelser over vores tilværelse. I
stavskonferencerne i første halvdel af 1976 blev betydnin-
gen af at forberede og føre endnu en slags optegnelser
fremhævet — nemlig en personlig historie. Mange af os har
prøvet at finde nedskrevet materiale om vore forældre,
bedsteforældre, oldeforældre og så videre. I almindelighed
gælder det, at jo tidligere generationen levede, des mindre
oplysninger kan vi finde om dem. Vil vore efterkommere
komme ud for de samme skuffelser, som vi har oplevet, når
de leder efter oplysninger om vor tilværelse?" (Den fulde
tekst af præsident Kimballs bemærkninger følger i juni-
nummeret.)
Ønsker vi, at vore efterkommere skal gøre de samme fejl,
som vi har gjort? Eller ønsker vi, at de skal kende de vidnes-
byrd, vi har om evangeliet, og hvilke oplevelser der gav os
disse vidnesbyrd?
Vi har allerede mange af de oplysninger, der er brug for til
at påbegynde vores personlige historie. Vi har sikkert en
eller anden form for personlig dagbog eller noteringskalen-
der, en skreven historie eller biografi, der tidligere er sam-
let, scrapbøger, fotografier, båndoptagelser over aktiviteter
i kirken, breve og meget, meget andet. Nu er vi allesammen
blevet bedt om at organisere dette materiale og skrive en
historie om vort liv, der opsummerer alle de betydnings-
fulde begivenheder i vort hidtidige liv og især de begiven-
heder, der kan være nyttige at have beretninger om ved
belæringer af vore efterkommere. Når nedskrivningen af
denne personlige historie er færdiggjort til dato, behøver vi
herefter kun at gennemgå og ajourføre den regelmæssigt,
hvilket måske vil sige hvert andet eller tredie år.
I nogle tilfælde vil det måske være lettere at optage en per-
sonlig historie på bånd snarere end at nedskrive den, for-
nogle mennesker er ikke gode ti! at skrive. Måske kan så
et af børnene, ægtefællen eller en anden senere afskrive
den.
Jeg har fundet ud af, at en af mine mest effektive måder at
huske de begivenheder, jeg ønsker skal med i min person-
lige historie, er altid i en to eller tre ugers periode at med-
føre nogle kartotekskort. På hvert af disse kort har jeg
øverst skrevet mine livsår, ét årstal på hvert kort. Når jeg
kommer i tanker om en eller anden oplevelse, skriver jeg
den på det pågældende kort, som en påmindelse om be-
givenheden. Somme tider kan jeg ikke nøjagtigt huske,
hvilket år det skete, og så skriver jeg dem på særlige kort
med overskrifter som f. Eks. „før skolen", „underskolen",
„mellenmskolen", „studietid", osv. Kortene danner grund-
lag for udskrivningen af min personlige historie.
Efterhånden som familierne kommer i gang med deres
genealogiske arbejde og lærer deres forfædre at kende, vil
de ofte ønske at samle og nedskrive disse forfædres op-
kopiere dem til deres egne optegnelser, men selve indsam-
lingen af materialer gøres i fællesskab.
3. I mange år har vi hørt om mindebogen som en familie-
historie. Alligevel har vægten været lagt på at føre stamtav-
ler, familiegruppeoptegnelser og personlige optegnelser i
den bog. Selvom alle disse optegnelser er vigtige for ud-
førelsen af det genealogiske arbejde og for aflevering af
navne til udførelse af tempelarbejde, så er det ikke alene
det, der i gamle dage var ment med udtrykket „mindebog".
I Moses 6:5-6 læser vi:
„Og en mindebog blev ført, hvori der blev nedskrevet på
Adams sprog; thi så mange, som påkaldte Gud, blev det
givet at skrive ved inspirationens ånd.
Og de lærte deres børn at læse og skrive, thi de havde et
sprog, som var rent og uforfalsket."
Da de, der „påkaldte Gud", på Adams tid, lærte børnene at
læse og skrive, er det sandsynligt at de ville bruge det der
var skrevet „ved inspirationens ånd" til at udføre denne op-
gave. Det ser ud til at skemaer og formularer alene ikke har
været nok. Der må have været mere i den mindebog, end vi
i vor tid anbringer deri.
Vi burde som en del af vores familieoptegnelser have en
beretning om Guds handlemåde med hvert enkelt medlem
af vores familie, skrevet „ved inspirationens ånd". Forestil
jer hvilken betydning det vil have på vore familiemedlem-
mer, hvis vi lærer dem de storslåede evangeliske princip-
per om åbenbaring, tiende, faste, bøn osv. ud fra personlige
familieoplevelser, idet vi benytter dem som et andet vidne
om de sandheder, der findes i standardværkerne. Forestil
jer også de mange gange disse hellige familieoptegnelser
vil blive benyttet ved familiehjemmeaftener og andre lejlig-
heder til belæring for at personliggøre de evangeliske
sandheder.
Vores nuværende familie har en ringbog i A-4 format, hvori
vi opbevarer optegnelser om vor families medlemmers hel-
lige oplevelser. Deri har vi f. eks.
1. Kopier af de patriarkalske velsignelser for hvert enkelt
medlem af familien, som har modtaget en sådan.
2. Opsummeringer af velsignelser givet ved indsættelse af
forskellige stillinger i kirken.
3. Opsummeringer af særlige velsignelser givet ved sygdom
eller andre lejigheder.
4. Opsummeringer af velsignelser givet som en del af vel-
signelser af et barn, bekræftelse eller ordinering til
præstedømmet.
5. De indtryk, hvert enkelt familiemedlem modtog ved dåb
eller andre vigtige begivenheder i den pågældendes liv.
6. Vore vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium.
7. Andre optegnelser om oplevelser, vi ønsker at huske som
noget helligt.
Denne ringbog og dens indhold kendes og er elsket af alle
vore børn, og de læser ofte i den. Vi bruger den også, når
som helst vi føler et behov for det ved vore familiehjemme-
aftener. For eksempel var vores datter Kerrie i efteråret ved
at forberede sig på at skulle døbes, og da var det mest
effektive hjælpemiddel i belæringen om det, der forvente-
des af hende, de oplevelser og erfaringer, som hendes
ældste søster Jamie havde nedskrevet tre og et halvt år
tidligere. De indtryk, som Jamie havde motaget, inspirere-
de også Kerrie til at nedskrive sine følelser, da hun blev
døbt.
Da jeg blev indsat som medlem af højrådet, gav vores stavs-
præsident, Clarence D. Samuelson, mig en ganske særlig
velsignelse. Så snart det var praktisk muligt, safte min kone
og jeg os og nedskrev så meget, som vi kunne huske af vel-
signelsen. Som tiden er gået, er de løfter, der blev givet mig
af stavspræsidenten, blevet husket, og mange af dem
opfyldt.
Fotografier, scrapbøger, håndarbejde, møbler og andre
klenodier kan være vigtige påmindelser om hellige be-
givenheder i vor egen tilværelse eller deres, som har levet
før os. Hvis de bibringer os erindringer, som bør holdes i
ære, bør de også være en del af vore familieoptegnelser.
Der er mange forskellige måder at føre optegnelser, og
adskillige forskellige slags optegnelser.
Men de er ikke så overvældende, når man tager i betragt-
ning, at Herren gennem sine profeter har befalet os at føre
optegnelser over de vigtige begivenheder i tilværelsen. Og
han lod profeterne i Mormons Bog sætte eksemplet for
førelse af optegnelser, og det gælder især Nephi, for i
1. Nephi 9:2—4 læser vi:
„Og som jeg før har sagt om disse plader, se, det er ikke de
plader, hvorpå jeg skriver en fuldstændig beretning om mit
folks historie;
Jeg har ikke desto mindre fået befaling af Herren til at lave
disse plader i den specielle hensigt, at der skulle graveres
en beretning på dem om mit folks religiøse virksomhed.
På de andre plader skulle der skrives en beretning om kon-
gernes regering og om mit folks krige og uroligheder; der-
for skal disse plader hovedsageligt handle om den religiøse
virksomhed, og de andre plader er for størstedelen om kon-
gernes regering, om krigene og urolighederne blandt mit
folk."
Hvis vi kunne betragte vore optegnelser over åndelige ople-
velser, sådan som Nephi gjorde med sine små plader og
sammenligne alle de andre optegnelser, vi har fået befaling
om at føre, med Nephis store plader, havde vi et perspektiv,
der ville gøre det muligt for os at træffe vise beslutninger
med hensyn til, hvad hver enkelt af de optegnelser, vi er
blevet bedt om at føre, bør indeholde.
Som overhoveder for vor familier bør vi overveje dette,
både når vi skal beslutte os til, hvilke og hvordan op-
tegnelserne for vort rige skal føres:
1. Hvad er mest vigtigt for mine efterkommere?
2. Hvilken form vil gøre mest indtryk på mine efterkommere
med hensyn til betydningen af denne optegnelse for
deres tilværelse?
3. Hvilke personlige begrænsninger må jeg tage hensyn til
ved udarbejdelsen af en sådan optegnelse?
4. Da mit rige er en miniature-udgave af Guds rige, hvor
nær kan jeg komme til at efterligne hans måde at føre
optegnelser på?
5. Hvad ønsker Herren, at jeg skal gøre?
Det forekommer mig usandsynligt, at vor himmelske Fader
ikke har optegnelser over sit riges begyndelse. Og jeg er
sikker på, at jeg ønsker at have en optegnelse til mine efter-
kommere i dette liv og i evigheden, hvori jeg kan fortælle
dem om begyndelsen til mit rige.
De rigtige kanaler for åbenbaring
Det har nogen gange været sørgeligt at se respekterede med-
lemmer at Kirken, mennesker som skulle vide bedre, lade sig
blive redskaber for forførende ånder. Sådanne mennesker sy-
nes, i hvert tilfælde for øjeblikket, at have mistet blikket for den
kendsgerning, at Herren har oprettet Præstedømmet i dets
fylde på jorden og det ved direkte åbenbaring og befaling fra
himmelen; at Han har indstiftet en orden eller regering, der er
mere kvalificeret, og som er menneskets visdom og forståelse
overlegen, ja, så meget, at det synes umuligt for det menne-
skelige sind at fatte det Hellige Præstedømmes skønhed, magt
og natur uden bistand fra Guds Ånd. Det forekommer menne-
skene vanskeligt at fatte Præstedømmets måde at virke på,
dets retsmæssige myndighed, dets åndelige omfang og kraft;
og alligevel er det let at forstå ved Åndens lys, men forstår man
det ikke, bedrages man let af de forførende ånder, der er ud-
bredt i verden. Man ledes til at tro, at et eller andet er forkert,
og det næste der hænder er, at man får sig selv til at tro, at
man er udvalgt til at sætte tingene på plads. Det er meget
uheldigt for et menneske at blive fanget i denne snare.
Der er ikke nogen som helst der skulle udråbe sig som åben-
barer, profet, seer eller inspireret mand, og give åbenbaring til
Kirkens ledelse eller foregive at give Kirkens præsiderende
autoriteter i nogen del af verden befaling, allermindst i Zions
midte hvor Præstedømmets organisationer er omtrent fuld-
komme. Det er hver enkelts ret at blive inspireret og modtage
tilkendegivelser fra Helligånden til deres personlige vejledning
for at styrke deres tro og for at blive opmuntret i retfærdig-
hedens værk, og til at være trofaste og være opmærksomme
på og holde de bud, som Gud har givet dem. Det er enhver
mands og kvindes privilegium at modtage åbenbaring i denne
udstrækning, men ikke videre. I det øjeblik en person påberå-
ber sig retten til at lede og befale eller sidde til doms over sine
brødre, særlig over dem som præsiderer, bør han øjeblikkelig
standses, ellers vil resultatet blive strid, splittelse og forvirring.
Enhver mand og kvinde i denne Kirke burde vide bedre end at
give efter for en sådan ånd; i det øjeblik en sådan følelse kom-
mer frem i dem, bør de drive den bort, da det er i direkte
modstrid med Præstedømmets orden og dette værks ånd. Vi
kan ikke antage andet som autoritativt end det, som kommer
direkte gennem den udpegede kanal, Præstedømmets indstif-
tede organisationer, hvilket er den kanal, som Gud har udpeget
til at bekendtgøre sin vilje og sit sind for verden.
(Fra Joseph F. Smith; Evangeliets lærdomme, 1970)
8
Mormondagbøger
Hun var den mor,
jeg aldrig havde kendt
Af Wanda West Badger
Min mor døde, da jeg kun var seks år gammel, og
længslen efter at lære hende at kende har altid pint mig,
især i mine ungpigedage. Jeg ville så gerne kende til hen-
des aktiviteter, hendes omgangskreds, hendes tøj, om hun
underviste i søndagsskolen (det gjorde jeg på det tids-
punkt). Så da jeg var 18 år gammel, lavede jeg en bog og
helligede den min tilkommende attenårige datter, så hun
kunne komme til at vide noget om min tilværelse.
Og så flere år efter at jeg var blevet gift, gav min mors far
mig en lille notesbog, han havde fundet. Det var en dagbog
over 5 måneder, som min mor havde ført, begyndende med
hendes high-school eksamen i 1917. Hvor var jeg dog
begejstret over endelig at kunne læse hendes egne tanker
og følelser, i stedet for som hidtil at få dem på anden hånd.
Jeg fandt ud af, hvad hun brugte det meste af sin dagligdag
til: at vaske og skure og lave mad for sin familie, idet
hendes egen mor var død to år tidligere.
Men hun fandt også tid til andet: i løbet af fem måneder var
hun 24 gange i biografen! Jeg læste om hendes omgangs-
kreds, om hendes begejstring for at tage til det gamle
Saltair (bade og forlystelsesetablissement) ved bredden af
Saltsøen, over at spadsere gennem Liberty Park i Salt Lake
City søndag eftermiddag, og om hvordan hun trofast hver
uge underviste i sin søndagsskoleklasse.
Og så i efteråret 1975 kom der med en fætter fra Californien
et fotografialbum, som havde tilhørt min mors søster, inde-
holdende flere snese fotografier af min mor. Mit hjertes
inderste ønsker var dermed opfyldt. Hun smilede altid - et
strålende smil. Og hendes tøj! Fløjlsskørter, bluser med
pyntebånd, store bredskyggede hatte, overdådigt pyntede
med blomster.
Med disse billeder for øje og i stand til at læse, hvad hun
skrev, føler jeg mig nært knyttet til min mor. Når jeg skal
møde hende igen, vil hun ikke være en fremmed.
9
Da bedstefar
skænkede sig selv
Af Bruce Lyman Bishop
Albert Lyman og hans far vågnede og opdagede, at
deres heste var løbet bort i nattens mørke. Deres kvæg
græssede i et isoleret område omkring 150 km fra den
nærmeste by. De havde ikke forråd nok til at kunne klare
sig, mens de til fods begav sig hjemad — de måtte enten
finde deres heste eller dø derude.
Da Albert var ung og den sundeste af de to, tog han afsted
for at finde de bortløbne heste. Han fulgte de spor, han
kunne finde halvanden dag i udørkenen. Halsen snøredes
ind af mangel på vand. Musklerne værkede af den stadige
10
vandring. Hans lasede mokkasiner klistredes til fødderne
med det størknede blod.
Han var helt udmattet. Han var skuffet, og han bestemte sig
til at vende tilbage, selv om det var tomhændet.
Så forestillede han sig sin fars stemme: „Fortsæt min søn,"
hørte han sin far sige. „Hvad er en mand andet end en
dreng, som kan gøre mandige ting? Hvis du kommer
tilbage, vil det bestemt være en fiasko; hvis du fortsætter,
vil du gøre dit bedste, og virkelige mænd kan ikke gøre
mere."
Denne mands dagbøger gav os en endnu dybere indsigt i hans vidunderlige
karakteregenskaber. Jeg har hørt hans egne børn sige, at de ikke havde nogen
ide om at han havde lidt så meget, at han havde haft så store oplevelser, eller
at han var et så stort menneske, før de læste hans dagbøger. Han har forklaret
evangeliets principper for mig ved hjælp af sine dagbøger. Han udtrykte på en
så smuk måde sin kærlighed til sin far, at jeg for min part også føler stor
kærlighed til min oldefar, som jeg aldrig nogensinde har mødt.
Så Albert fortsatte jagten på hestene, hvert skridt var en
stærk smerte — men den aften fandt han dem.
Da han kom tilbage til lejren, ridende på den ene hest med
den anden i reb, stod hans far på en klippe nær sporet på
udkik efter ham. Da Albert kom nærmere, lod han sig glide
ned fra klippen. Han betragtede Alberts blodige fødder og
vogtede intenst drengens udpinte ansigt, mens han fortalte
sin historie om sin to-dages søgen.
Så hjalp den ældre mand Albert ned fra hesten og bar ham i
sine arme til en afsats på klippen, da han var klar over, at
det ville gøre ondt, hvis hans fødder kom til at røre jorden.
Albert glemte aldrig, hvad hans far sagde: „Måden hvorpå
du har bragt disse heste tilbage, er mere værd for mig end
alle de køer, jeg har drevet over Clay Hill."
Albert R. Lyman var min bedstefar. Jeg ved, hvad hans far
sagde til ham den dag, for bedstefar skrev det i sin dagbog.
Han begyndte at føre dagbog, da han var tretten år. Hans
sidste indførsel blev foretaget få dage, før han døde, 93 år
gammel.
Da bedstefar endnu levede, var hans besøg en fest med
historiefortælling, sang, bøn og vidnesbyrd. Han kom til Salt
Lake City fra Blanding i Utah, og der kom snart et blink i
øjet hos ham ved synet af alle hans glade børnebørn. Han
fortalte os om indianske helte og rå lovløse, om pionerer,
som bad om hjælp til at finde en bortkommen pige på en
skrænt I San Juan; om hans kærlighed til sine forældre og
sin kærlighed til Herren og hans evangelium.
Men efter hans død bragte hans dagbøger os endnu
længere ind i denne vidunderlige mands karakter. Jeg har
hørt hans egne børn, efter at have læst hans dagbøger, sige
at de ingen idé havde om, at han led så meget; at han havde
haft så mange bevægende oplevelser, eller at han var så
storslået et menneske. Han har forklaret mig de evangeliske
principper gennem sine dagbøger. Han har givet udtryk for
sin store kærlighed til sin far så smukt, at jeg opdagede at
også jeg elsker min oldefar, som jeg aldrig har set.
Og han skrev altid lige ud af hjertet. Han var en stærk mand
- for ham var katastrofer kun noget, der skulle overvindes.
Han skrev: „Vi har større grund til at sørge over, at vi ikke
lærer af vore lidelser, end vi har grund til at sørge, fordi vi
lider. Lidelser, fattigdom, skuffelse og slid og slæb vil fors-
vinde, men deres indvirken for godt eller ondt vil blive
tilbage."
Den tro blev stillet på den yderste prøve i hans liv, da hans
8-årige søn døde efter en ulykke. Ved mange begravelser
har bedstefar „båret vidnesbyrd om sjælens udødelighed
og tilbudt den trøst, som vidnesbyrd giver". Men bedstefar
vidste, at nogle mennesker troede, han ville føle
anderledes, hvis det var ham, det gik ud over. På grund af
folks tvivl, „havde jeg lovet mig selv, at når og hvis jeg fik
anledning til at sørge, ville jeg stadig bære det vidensbyrd
(offentligt), så de kunn se, at det virkelig var sådan, som
jeg havde sagt".
Men til trods for hans kundskab om den evangeliske plan
sagde han alligevel efter sønnens død: „Jeg sørgede af hele
min sjæl, jeg kunne næsten ikke tale af bare sorg. Jeg øn-
skede kun at græde."
Ved begravelsen kæmpede han sig gennem den vanskelige
begyndelse af sin smertefulde tale. Men derpå „kom beroli-
gende tillid over mig, og jeg erklærede virkeligheden af ån-
deverdenen, menneskets sikre udødelighed, og Herrens
usvigelige formål med alle hans børns forehavender. Den
ubetingede fasthed, hvormed jeg var i stand til at tale, løfte-
de mig midlertidig over sorgen til glæde".
Hans ubetingede fasthed, hans kærlighed til sin familie,
hans hengivenhed overfor Frelseren — altsammen
nedfældet i dagbogen — har ofte også trøstet os, løftet os
fra sorg til glæde, fra frygt til tro. Længe efter hans død har
hans hånd ledet os gennem stier, som han havde fundet
mange år tidligere, stier, han fandt og fulgte til deres lyk-
kelige ende.
Før sin død fortalte han os, at hans afrejse ind i den næste
verden ville bringe ham glæde, fordi han vidste, at hans far
ville vente på ham dér, for at lægge armene om ham og
græde af glæde med ham over deres fælles kærlighed til
evangeliet.
Og så sagde bedstefar: „Og jeg vil være dér for at mødes
med jer, for at sørge for, at vi får den samme glade gen-
forening, når I forlade denne veden."
Og hvis jeg, når jeg træffer ham dér, er værdig til at komme
ind i Faderens rige, vil det til dels være på grund af bedste-
fars vejledning, efterladt af ham gennem blæk og papir —
en rig arv, som vi kan tage med os, når vor time kommer til
at forlade denne verden.
11
Udarbejdelse
af en personlig historie
Af ældste Boyd K. Packer - De tolvs Råd
Af en eller anden grund synes der at herske den opfat-
telse, at genealogisk arbejde er noget, man enten ignorerer
eller helt og alene opsluges af. Men genealogisk arbejde er
et af ansvarene for enhver sidste dages hellig. Og vi kan
udføre det med held samtidig med alle de andre kaldelser
og opgaver, der påhviler os.
I tror på opstandelsen. I må vide, at dåb for én der er død,
er nøjagtig lige så vigtig som dåb for én, der er levende.
Der er ingen forskel på betydningen af den. En efter en skal
døbes. De skal døbes her, eller en anden må døbes for dem
her på jorden.
Hele Det nye Testamente centrerer om Herrens
opstandelse. Budskabet er, at alle vil opstå. Ethvert skrift-
sted og enhver motivation, der drejer sig om missionær-
arbejde hentyder til ordinanse-arbejde for de døde.
Der er en måde, hvorpå det kan gøres. Og der er et sted at
begynde. Du kan begynde med dig selv. Med hvem du er, og
hvad du har lige nu. Det er et spørgsmål om at få begyndt.
Hvis du ikke ved, hvilke optegnelser, du skal have fat i, og
hvordan du får fat i dem, så begynd med det, du allerede
har. Det varer i virkeligheden ikke ret længe at skrive beret-
ningen om dig selv, og det vil blive nøjagtigt, fordi du selv
har samlet disse optegnelser.
Når først du er begyndt på dette projekt, vil meget interes-
sant og inspirerende ske.
For mange år siden besluttede min kone og jeg, at vi ville
have vores optegnelser i orden. Men under presset af op-
gaver i kirken med rejser rundt om i verden sammen med
ansvaret for vores store familie og et hjem, der skulle hol-
des i stand både inde og ude, var der bare ikke nok tid. Vi
var rastløse og besluttede endelig, at vi var nødt til at
udnytte dagene bedre.
Så vi startede i julehelligdagene, hvor vi havde lidt ekstra
tid. Og da vi så efter helligdagene kom ind i en mere almin-
delig rutine, vænnede vi os til at stå en time eller
tidligere op hver dag.
Vi samlede alt, hvad vi havde sammen og i løbet af nogle
uger var vi forbløffede over, hvad vi var i stand til at udføre
Det mest forbløffende var imidlertid den kendsgerning,
vi begyndte at få oplevelser, der fortalte os, at vi på en ell
anden måde blev vejledt og at der var nogle bag sløret, so
var interesseret i, hvad vi foretog os. Brikkerne begyndte at
falde på plads.
Når vi rejste omkring i kirken og særligt var opmærk-
somme på dette emne, dukkede mange vidnesbyrd op.
Andre, som er i færd med at samle deres optegnelser, har
lignende oplevelser. Det var, som om Herren ventede på, at
vi skulle begynde.
Vi fandt billeder, optegnelser og historier, som. vi i lang tid
ikke havde kunnet finde. Det var ligesom om de kom til os
alt for let. Men desuden dukkede meget op, som vi ikke
havde anet eksisterede. Vi begyndte personligt at lære, at
denne efterforskning af vore familier er et inspireret
arbejde. Vi fik lært, at inspiration kommer til dem, som går i
gang med arbejdet. Det er blot et spørgsmål om at få
begyndt.
Efter at vi først var begyndt, fandt vi tid til det. På en eller
anden måde blev vi i stand til også at fortsætte alle vore
andre opgaver. Der syntes at komme forøget inspiration i
tilværelsen på grund dette arbejde.
Men vi må beslutte os, og Herren vil ikke begrænse vores
handelfrihed. Hvis vi ønsker et vidnesbyrd om genealogi og
tempel-arbejde, så må vi gøre noget ved det.
Herren vi velsigne jer, når først I begynder dette arbejde.
Det har været meget tydeligt for os. Siden vi besluttede at
starte dér, hvor vi var, med det, som vi havde, er meget
blevet åbnet for os. Vi er langt fra endnu blevet eksperter i
genealogisk forskning. Vi er imidlertid hengivne over for
vores familie. Og det er mit vidnesbyrd, at hvis vi begynder,
hvor vi er, enhver med sig selv, med de optegnelser, som vi
har, og begynder at bringe dem i orden, vil brikkerne falde
på plads, som de skal.
Bømestjernen
Modets øjeblikke
Af Keith Christensen
Den 11-årige John boede i Rotterdam, da Joseph F.
Smith, som var kirkens præsident, kom ovre fra Amerika for
at besøge de hellige i Europa.
Nogle få år tidligere var John blevet blind på grund af en
smertefuld øjensygdom. Aftenen før præsident Smith skulle
komme til Rotterdam talte John ophidset med sin mor om
profeten.
„Mor, hvis du vil ta' mig med til mødet og få profeten til at se
mig i øjnene, så ved jeg, at jeg vil komme til at se igen,"
sagde han til hende.
„Vi vil tage afsted sammen," lovede Johns mor. „Men præ-
sident Smith vil måske have for travlt til at tale med dig."
Næste dag samledes hundredvis af hellige for at høre
præsident Smith.
John var begejstret over at høre profetens stemme, selvom
han ikke kunne forstå engelsk. Alle ventede ivrigt på, at
oversætteren skulle fortælle dem, hvad han sagde. Efter
mødet hilste præsident Smith på mange af de tilstede-
værende.
Mens John ventede sammen med sin mor på at skulle hilse
på profeten, følte han sig overbevist om, at præsident Smith
ville se ham ind i øjnene. Så kom øjeblikket, da præsiden-
tens milde stemme hilste på John, mens han gav ham et
varmt håndtryk.
Præsident Smith tog forsigtigt bandagen fra Johns smer-
tende øjne og så ind i dem. Og idet han lagde hånden på
drengens hoved, lovede profeten, at Herren ville velsigne
ham.
Da John og hans mor kom hjem, gjorde hans øjne ikke
længere ondt. Tillidsfuldt tog de bandagen af. Han kunne
se! De græd af lykke og takkede vor himmelske Fader for
Guds sande profets helbredende magt.
13
Et skridt fremad
Af Nancy M. Armstrong / Illustreret af Vraig Fetzer
Dagen forekom lang for Tom, da han utålmodigt gen-
nede svinene sammen og hen imod skuret nær ved stal-
dene. Da han fik lov at være svinehyrde, var han lykkelig
over det, for han syntes, det var tegn på, at han nu var ved
at blive stor, men det varede ikke længe, før han fandt ud af,
at det ofte var et ensomt arbejde at have.
Til at begynde med fornøjede han sig med dejlige dag-
drømme om at blive ridder og udføre strålende bedrifter, der
kunne gøre ham til helt. Men han var blevet træt af drømme,
som han vidste aldrig ville gå i opfyldelse.
Han var livegen (d. v. s. han var stavnsbunden uden til-
ladelse til at flytte fra den egn, hvor han boede og altså helt
afhængig af den stedlige herremand. O. A.), ligesom hans
far havde været ved sin død. Tom hørte til præstegårdens
tilliggender (landområder) i landsbyen Lutterworth, hvor
han skulle forblive, indtil han døde, medmindre hans „ejer"
frigav ham.
Varmen i stalden føltes dejlig, idet Tom åbnede for at hente
frisk halm til svinene. Idet han gik forbi malkepigen, som var
i færd med at malke, sagde han: „Gi'r du ikke en slurk, jeg
er ved at dø af tørst?"
14
„Luk munden op," lo malkepigen og sprøjtede mælk ind i
Toms mund, indtil den drev ned over hans skjorte.
„Hold op med jeres pjank — sådan at spilde den gode mælk
— eller jeg skal komme efter jer," råbte forkarlen, der var i
gang med at strigle en hest.
Tom lagde mærke til, at den hest, som Jack, forkarlen,
arbejdede med, ikke var en, der hørte til i præstegårdens
stald. „Hvem er kommet på den fremmede hest?" spurgte
han.
„Herren, mr Wycliff i egen person," svarede Jack. „Du må
hellere opføre dig ordentligt, for Mester siger, at han vil
blive her dennegang. Og de andre, der er med ham, bliver i
nat. Skynd dig nu, Tom, din mor har brug for dig i køkkenet
til at dreje spiddet med kød over ilden."
Tom sukkede og fyldte en kurv med halm og bar den ud til
svinene. Der vil blive meget mere arbejde her, når mr
Wycliff er her hele tiden, tænkte han. Hvorfor er han ikke
blevet i Oxford, hvor han har undervist?
Herlige dufte og en dejlig varme fra ilden slog Tom i møde,
da han åbnede køkkendøren. „Jeg er glad for, at du kom
Tom," sagde hans mor, som havde ansvaret for køkkenet.
„Vær nu en god dreng og drej spiddet. Det er for tungt for
Hannah, og desuden skal jeg bruge hende til at lave disse
postejer."
Det varede ikke længe, før Tom syntes, han var ved at blive
stegt ligesom kyllingerne på spiddet. Hans arme værkede,
og maven knurrede. Han håbede, at der ville være rigeligt
tilbage, når Mester og hans gæster havde spist.
Toms mor anbragte kyllingerne på et træfad nær ved
skorstenen, for at de kunne holde sig varme, og sagde:
„Tom, du kommer til at hjælpe opvarterne med at bære
maden op og servere den."
„Har Mester forladt skolen for bestandigt?" spurgte Tom.
„Han er blevet fyret," svarede hans mor hviskende. „Jack
siger, at det er, fordi hans ideer med hensyn til religion er
forkerte - men sådan er det ikke. Jeg har hørt, at han bare
ønsker et fjerne det mystiske i religionen, så almindelige
mennesker som os kan forstå evangeliet."
Nogle timer senere, da Tom sad ved køkkenbordet og fik sin
aftensmad, tumlede hans hjerne stadig med det, han havde
hørt deroppe. „Mor, vil du tro, at Mester er ved at forandre
Bibelen fra latin til engelsk? Han kalder det at oversætte.
De andre herrer skal hjælpe ham. Jeg vil aldrig glemme
det, som Mester sagde: ,At frelse en bondes sjæl er lige så
vigtig som at frelse en konges sjæl.'"
„Det er sandt, men jeg har aldrig hørt det sagt så smukt før.
Jeg tror, at vi alle er lige i Guds øjne, men her blandt men-
neskene er vi ikke lige," svarede hans mor.
Tom rakte ud efter en kyllingevinge. „Men hvad nytte er det
til at lave Bibelen om til engelsk, når de fleste af os ikke kan
læse?"
„Åh jo, der er da mange englændere, som kan læse,"
svarede hans mor. „Måske kan vi få den læst for os?"
„Tror du, at jeg engang kan lære selv at læse den?"
spurgte Tom.
„Næ min dreng, det er jeg bange for, du ikke kan komme
til," sagde hun trist.
Hurtigt fyldte skuffelsens tårer Toms øjne, og han skyndte
sig ud af værelset.
Da han næste morgen skulle til at tænde op i kaminen i mr
Wycliffs bibliotek, stod den lærde herre allerede ved sin
høje, skrå skrivepult, iklædt en sort kappe. Tom kunne høre
pennens skratten på pergamentet, men Mester syntes ikke
at være klar over, at drengen var i værelset.
Nogle få morgener senere fandt Tom biblioteket tomt, da
han ankom før daggry for at tænde op. Efter at have lagt sin
favnfuld brænde i kaminen, tændte han de levende lys ved
siden af skrivepulten. Han løftede det ene lys en smule, så
han kunne se skriften på et stort ark pergament. For Tom
var det altsammen bare sorte mærker på hvidt papir, men
han glædede sig over at se dem, fordi han vidste, at det var
ord. Pludselig lyste ordet Jesus op blandt alle de andre.
Mteq.ocM'a?Cj r i
m in
M ct> |
iftftU $% <#%
fa. 4f ^itoh
tjtsA i M "H.
Han havde tit set det hugget i sten på foden af den statue
af Kristus i kirken.
Han lagde mærke til nogle afrevne stumper pergament på
gulvet. Efter at have sat lyset tilbage i holderen, samlede
han stumperne sammen. Så gik han hen til ildstedet og
rodede op i asken, indtil han fandt et lille stykke brændt
træ og skyndte sig så tilbage til pulten. Med store an-
strengelser prøvede han gang på gang at kopiere ordet
Jesus på et stykke pergament. Et stort smil lyste op i hans
ansigt, da han endelig fik ordet til næsten at ligne det, han
havde kopieret. Tom var så opslugt af, hvad han gjorde, at
han ikke hørte Mester komme ind i værelset, og han var ved
at springe i luften, da en rolig stemme ved hans skulder
sagde: „Du efterligner godt, min søn."
Toms kinder blev dybtrøde, da han snurrede rundt og stam-
mede: „Jeg — jeg er ked af det, nu skal jeg straks få tændt
op.
Han gik hen mod ildstedet, men mr Wycliff tog ham i armen.
„Hvad hedder du, dreng?"
„Tom Brinton, Mester."
„Du kan ikke skrive, vel?"
15
„Nej, Mester, jeg prøvede bare at efterligne et ord."
„Kan du læse?"
„Nej, Mester."
Den gamle mand bøjede sig ned og så ind i Toms bedrø-
vede øjne. „Du vil meget gerne lære begge dele ikke?"
Tom så op og lige ind i de venlige, grå øjne: „Jo det ville jeg
frygtelig gerne, Mester. Men jeg er bare svinehyrde.
Svinene venter på, at jeg skal føre dem ud i skoven, og for-
karlen slår mig, hvis jeg er for sent på den."
„Jeg vil gå med dig og sige til forkarlen, at han må finde sig
en anden svinehyrde. I dag skal du begynde at lære at læse
og skrive i landsbyskolen. Jeg får brug for mange drenge og
mændt til at lave kopier af Bibelen, og du har talent for
det."
Tom havde svært ved at synke. „De mener, Mester, at De vil
lade mig at afskrive de ord, som Gud har talt, hvis jeg lærer
at læse og skrive?" spurgte han, idet han ikke kunne tro sin
egen lykke.
„Ja, min dreng. Folk spørger allerede efter bøger. En ivrig
englænder besøgte mig igår. Da han ikke havde nogle
penge, tilbød han mig et læs hø for blot nogle få sider. Vi vil
aldrig blive i stand til at lave bøger nok til alle, som ønsker
dem. For ser du, det tager mig en hel dag at afskrive en
enklet side. Men jeg må sige dig, Tom, at arbejdet kan blive
farligt. Mange præster synes ikke, der er behov for, at folk
skal kunne læse Bibelen, og mener at kun præster kan for-
klare hellige ting. Men jeg tror, at det er alle menneskers ret
selv at læse Guds ord."
Lykkelige dage, uger og måneder gik hurtigt for Tom, for
hans tid var fuld af bøger og tavler og kridt. Tilsidst lærte
han at skrive på pergament med pen og blæk. Mr Wycliff fik
den store sal i præstegården lavet om til skrivesal ligesom
dem i klostrene. Drengene fra skolen havde hver sin høje
skrivepult.
Ved juletid var præstegården festligt pyntet med mistelten
16
og kristtjøm. Juleaften blev jule-brændeknuden efer gam-
mel skik båret ind i det store bibliotek under afsyngelsen af
julesalmer. Foran den knitrende ild læste mr Wycliff jule-
evangeliet for alle tjenestefolkene. Det var første gang, de
havde hørt det læst på engelsk, og dets skønhed holdt dem
alle tryllebundet. Efter at de havde fået ristede æbler,
kastanjer, marcipan og pizzaer, takkede de mr Wycliff og
drog hjem til deres egne hytter.
Tom blev tilbage og ryddede op i værelset. „Sæt dig ved
ilden, min dreng," sagde mr Wycliff. „Jeg vil gerne snakke
lidt med dig."
Tom satte sig på en taburet. Mester tog et stykke perga-
ment frem fra sin pult. „Min dreng, du ved, at jeg allerede to
gange er blevet forhørt på grund af min tro. Det var kun,
fordi folk i almindelighed lavede så megen tumulter ved for-
hørene i London, at jeg fik lov at gå fri. Nu er der ved at
blive mere ballade over det, som vi gør. Præsterne skriger
højt om, at det er gudsbespotteligt at lade almindelige men-
nesker læse de hellige skrifter på engelsk. De siger, at den
hellige bog ikke er for uvidende mennesker. I dag er kirken
fuld af velstand og gridskhed. Jeg ønsker, at folk skal vende
tilbage til det enkle liv og den enkle tro, som de første
kristne havde, som kendte vor Herre og Frelser, Jesus
Kristus. Men hvordan kan folk kende Kristus, medmindre de
har en Bibel, som de kan læse og få læst højt for sig på et
sprog, som de forstår?"
Mr Wycliff sukkede dybt og rakte så Tom et stykke perga-
ment. „Min julegave til dig og din mor," sagde han.
Tom gjorde store øjne af forbavselse, da han læste doku-
mentet. Det var skrevet af en lovkyndig og var forsynet med
mr Wycliffs segl og aftryk af hans signetring. Der stod at
Tom og hans mor var frie. „Hvorfor — hvorfor — giver De os
denne store gave?" spurgte Tom.
„Alle de andre drenge i skrivestuen er født frie. Hvis der
bliver vanskeligheder kan de vælge mellem at blive eller
rejse. Jeg ønsker, at du skal havde den samme ret."
Tom rejste sig fra skammelen. Det svimlede for ham. Han
kunne næsten ikke fremstamme ordene, men endelig blev
han i stand til at sige: „Jeg vil aldrig forlade Dem, så længe
De har brug for mig. Aldrig! Jeg ved, at enhver side, jeg
afskriver er et skridt fremad mod at hjælpe andre drenge
som mig til at lære om Gud."
Mester lagde armen om Tom. „Du har lige givet mig den
bedste julegave, du kunne give - din loyalitet overfor vores
gerning. Gå nu og læs dokumentet for din mor."
Abefest &UL
éZsv<-j( J <^*sCO
17
Nedskriv din egen historie
Begynd i dag at føre dagbog over dit eget livs oplevel-
ser, som du kan dele med andre.
De hellige blev af profeten Joseph Smith opfordret til at føre
dagbøger og optegnelser, og dette råd er lige siden blevet
gentaget af kirkens ledere.
Lige fra dengang præsident Wilford Woodruff sluttede sig
til kirken har han ført dagbog, idet han tilbragte omkring en
time hver dag med at nedskrive begivenheder og peronlige
følelser.
„Jeg vil gerne sige til mine unge venner," sagde han, „at
det vil være en stor velsignelse for dem og deres børn, hvis
de vil føre dagbog over, hvad der sker omkring dem. Lad
alle drenge og piger føre en lille bog og skrive en smule i
den hver dag."
Dagbogsoptegnelser behøver ikke kun omhandle særlige
begivenheder. Hvad der sker i hverdagen, håb og skuf-
felser, kan altsammen nedskrives for at hjælpe jer til at
huske dem. Her er nogle eksempler:
Minsandten om ikke jeg fik en fodbold i dag!
I dag så vi i skolen en film om blæksprutter og andre
havdyr.
Min bedste ven, Erik, rejste bort i dag. Måske får jeg ham
aldrig mere at se.
Tre uger fra i dag vil far ordinere mig til diakon.
Du kan starte din dagbog i en notesbog, et ringbind eller en
rigtig dagbog. Man skelner mellem dagbøger, der er beskri-
vende og udtrykker, hvordan du personligt føle — og så de
dagbøger, der blot refererer dagligdags begivenheder.
Oplevelser, der har at gøre med at få et vidnesbyrd og
forøgelsen af din tro, og begivenheder, der har med dåb og
andre evangeliske ordinanser at gøre, vil være af stor
værdi for dig og dine efterkommere.
18
Familiehjemmeaften
En erindringsoptegnelse . . .
Familien Brun var i færd med forberedelserne til en
familiehjemmeaften. Bedstemor, der var på besøg i afte-
nens anledning, lagde mærke til, at far var i gang med at
lave en stor plakat, som han skulle bruge til lektien. Mor
lavede chokoladekager i køkkenet. Margaret lagde salme-
bøgerne i de forskellige stole. Gerhard kom ud fra sit væ-
relse med en lille notesbog.
„Ih, hvor er jeg glad for, at du er her, Bedste," sagde han.
„Nu kan jeg få noget virkelig betydningsfuldt at skrive i min
bog."
„Hvad er det for en bog, Gerhard?" spurgte Bedstemor.
„Det er en optegnelse over vore familiehjemmeaftener. Jeg
er sekretær," sagde Gerhard, „og jeg fører referaterne. Kan
du se, vi ved, hvad vi har gjort lige siden januar, og vi ved
nøjagtigt, hvilke lektier vi har haft."
Bedstemor kikkede bogen igennem. „Den fortæller også
mere end om lektierne, Gerhard. Det er en virkelig erin-
dringsoptegnelse. Den fortæller, at efter lektien lavede I
karamel-korn af popcorn, I tidligere havde poppet. Var det
ikke morsomt?"
„Det kan du lige tro!" Sammen bladede Gerhard og beds-
temor gennem optegnelserne af de mange familiehjemme-
aftener:
Januar 1975: Mor måtte blive i sengen, fordi hun havde slået
ryggen. Vi tog vores bøger og stole med ind i soveværelset
og holdt familiehjemmeaften omkring hendes seng.
Februar 1975: Disse familiehjemmeaftener er fantastiske.
Jeg anede ikke tidligere, at Margrethe var glad for, at jeg er
hendes bror. I aften fortalte vi hinanden nogle af de gode
ting, vi vidste om hinanden. Jeg sagde til far, at jeg kunne
lide den måde, han kaster en bold pa.
Marts 1975: I aften havde vi indbudt Mikael og hans familie
til at være sammen med os til vores familiehjemmeaften.
Mikaels far sagde: „Måske en anden gang." Men Mikael
kom og jeg tror han kunne lide det.
April 1975: Mor fortalte os i aften efter vores lektie, hvor
meget vor himmelske Fader elskede os, at han ville lade sin
Søn komme herned og lide for vor skyld. Jeg synes, det var
en dejlig familiehjemmeaften.
Maj 1975: I aften fejrede vi mor ved familieaftenen. Far og
jeg lavede aftensmad, og Margrethe vaskede op. Og under
lektien fortalte vi allesammen mor, hvor meget vi elsker
hende.
Juni 1975: I aften lærte Margrethe os nogle morsomme
sange. Vi sad ude på verandaen, og vi sang og sang.
Juli 1975: I går aftes var det vores familiehjemmeaften. Vi
tog madkurve med ud på stranden, og efter vi havde været
i vandet og spist maden, gav far os lektien, mens vi sad
rundt om bålet. En hare sad i skovbrynet og kikkede på os.
Jeg gad vidst, om den også har en familie . . .
Bedstemor og Gerhard lukkede bogen.
„Og i aften," sagde Gerhard, „kan jeg skrive: ,Vi havde en
dejlig familiehjemmeaften. Bedstemor var her.'"
19
Hvor mange trekanter?
Af Helen R. Sattier
Kan du hurtigt sige, hvilken af de fire
figurer, der indeholder flest trekanter?
Kan du?
Af Olga C. Brown
Klip fire cirkler, på omkring 2 cm i diameter, af papir,
samt fire mindre cirkler på ;4' cm. Anbring dem skiftevis
i en række; og skriv så tallene fra 1 til 8 på dem.
Flyt to cirkler ad gangen, idet du holder de to, du flytter,
ved siden af hinanden. Prøv om du kan flytte cirklerne på en
sådan måde, at de fire store kommer ved siden af hinanden,
og de fire mindre er sammen.
17
12
11
13
16
l
15
28
18
27
19
26
22'
21
23
20
30,
31«
29 i
67i
66.. v \
65 #
,69
14
• 70
68
2*
3. ^
4
7
• 10
•9
r
W
64'
• 71
63
73/
•77
•76
74
25
72 •
24
32
Bare for sjov
33
62
48
34
• 61
• 49
50 •
• 60
59'
Svar:
Flyt 2 og 3 til højre for 8.
Flyt 5 og 6 til pladsen, hvor 2 og 3 var.
Flyt 5 og 2 til pladsen, hvor 5 og 6 var.
Flyt 1 og 5 til pladsen, hvor 8 og 2 var.
Hvor mange trekanter:
(A) 16, (B) 10, (D) 13.
35
• 47
46
45
43 44
20
Søn: Far, biskoppen talte i dag med mig om at få Det
melkisedekske Præstedømme. Han sagde, at en af de ting,
jeg skulle gøre, er at tale med dig om, hvad det egentlig
betyder at have præstedømmet.
Far: Jeg er taknemmelig over, at biskoppen gav dig den
opgave, Paul, for præstedømmet er for mig noget ganske
særligt. Vi har mange gange før diskuteret præstedømmet,
så hvor kunne du tænke dig at begynde? Har du nogle
særlige spørgsmål?
Søn: Lad os tænke os, at jeg aldrig før har hørt om præste-
dømmet. Kan jeg stille dig nogle helt fundamentale spørgs-
mål for straks at få en god oversigt?
Far: Selvføgelig. Hvad er dit første spørgsmål?
Søn: For det første, hvad er det egentlig?
Far: Ganske enkelt sagt er præstedømmet den tildelte
magt og myndighed til at repræsentere Jesus Kristus.
Søn: Men hvorfor Jesus? Hvorfor repræsenterer vi ikke vor
Fader i Himlen?
Far: Tænker du på den kendsgerning, at alle mennesker er
børn af Gud Faderen?
Far til søn
En dialog om præstedømmet
Af Chauncey C. Riddle
Søn: Ja. Og det er Jesus også.
Far: Det er rigtigt, men der er en forskel mellem vor Frelser
og os. Han var vores ældre broder, da vi levede sammen
med vor himmelske Fader. Da fik han tildelt en ganske
særlig opgave. Han blev af Faderen valgt til at organisere
jorden, at befolke den med andre af Faderens børn, at styre
den og gennem forsoningen at velsigne hver, som ville
komme her. Resten af os fik ikke den opgave; det var en
opgave, der kun blev givet til ham alene.
Søn: Du mener da ikke, at han skal gøre alt det helt alene?
Far: Nej. bestemt ikke. Han har mange til at hjælpe sig, og
det er nøjagtigt her, at præstedømmet kommer ind. Men
Frelseren er chefen. Han er den, til hvem Faderen har givet
det fulde ansvar for denne jord og alt, hvad der hører til
den. Faderen elskede os så meget, at han sendte Jesus, for
at han kunne skabe denne verden, og sendte ham derefter
ind i verden for at lide og dø, så han kunne frelse os.
Søn: Men hvorfor blev Jesus valgt til at blive denne ene,
Frelseren?
Far: Jeg tror ikke, jeg kender alle grundene, men jeg kan
nævne én ting: Jeg tror, at Faderen valgte Jesus til at
repræsentere sig på grund af den store og rene kærlighed,
som Jesus havde i forudtilværelsen. Jesus elskede Faderen
og adlød ham i alle forhold. Men han følte også ren kærlig-
hed for andre, for os. Fordi Jesu kærlighed var ren, uden
noget spor af selviskhed aller egoisme, vidste Faderen, at
han kunne betro Jesus at være eneansvarlig for denne jord.
Søn: Var der ingen andre, der havde en så ren kærlighed?
„Som lærer begyndte du at udføre
hjemmelærerarbejde ... du har arbejdet
sammen med biskoppen på projekter i og
omkring kirkebygningen, på velfærdsfarmen
og med at hjælpe folk i wardet."
Far: Jeg vil nok tro, at der var andre. Men Faderens hus er
et ordens hus. Han udpegede kun én til at være leder. Når
han, Faderen, taler til menneskene, har han kun én ting at
sige dem til at begynde med. Han siger til menneskene:
„Dette er min elskede Søn. Hør ham." (Joseph Smith 2:17 og
også Matt. 3:17, 17:5) De som efterlever den befaling, kan
modtage alle velsignelser på jorden og i Himlen gennem
ham, gennem Jesus Kristus. Derved bliver Frelseren den
store Højpræst, den eneste kilde til Faderens velsignelser
på denne jord. Når vi modtager præstedømmet, et det Frel-
serens myndighed, vi får. Det er derfor, det kaldes: „Det
hellige Præstedømme efter Guds Søns orden." (L.&P.
107:3)
Søn: Jeg forstår nu, at der kun skal være én til at repræ-
sentere Faderen. Men jeg spekulerer stadig på alle de
andre mennesker, som også havde, eller har, stor kærlig-
hed til Faderen og til andre. Hvad skete der med dem?
Far: Jeg tror, at mange af dem, som også har den rene
kærlighed, er de ædle og store, som fader Abraham talte
om. Frelseren gør dem til herskere på jorden. (Se Abr.
3:22-23)
Søn: Det er en smule vanskeligt at tro, når man betragter
nogle af herskerne i de forskellige tidsperioder.
Far: Ja, det har du skam ret i, hvis du ser på de mere
timelige herskere. Skrifterne taler imidlertid ikke om
konger, generaler og præsidenter. Frelserens herskere er
dem, som han udpeger til at overføre evighedens velsignel-
ser til deres medmennesker. De er bærerne af præste-
dømmet.
Søn: Du siger, at Frelseren blandt menneskene på jorden
udvælger nogle af dem, som har ren kærlighed, og giver
dem sit præstedømme, så de kan velsigne andre? Det lyder
godt, men jeg har vanskeligt ved at forbinde den tanke med.
hvad jeg ser i kirken. Jeg kan se nogle gode mennesker,
som har præstedømmet. Men jeg ser også nogle, som ikke
synes at have megen kærlighed til andre, og slet ikke ren
kærlighed.
Far: Det er farligt for os at dømme andre, Paul. Men jeg er
enig med dig. Vi kan ikke helt ærligt sige, at enhver, som
har fået præstedømmet ordineret, er hvad han burde være.
Søn: Den måde, du siger det på, får det til at lyde, som om
et menneske må være fuldkommen, for fuldt ud at kunne
udøve Frelserens præstedømme.
Far: Frygtindgydende som det lyder, kommer det meget
nær sandheden, således som jeg forstår det. Da Frelseren
fortalte sine disciple i Judæa, hvad der forventes af os,
begyndte de at fortvivle og adspurgte: „Hvem kan så blive
frelst?" Hans svar er det eneste håb, idet han forklarede
dem, at for mennesker var en sådan fuldkommenhed umu-
lig, men for Gud er alle ting mulige. (Se Matt. 19:23-26)
Virker det svar rigtigt på dig?
Søn: Jeg går ud fra, det betyder, at mennesker ikke kan
blive fuldkomne uden at Gud hjælper dem.
Far: Rigtigt! Det er en del af, hvad skrifterne siger, når de
foræller, at vi bliver frelst ved nåde — men kun, efter at vi
har gjort alt, hvad vi selv kan, (Se 2. Nephi 25:23)
Søn: Jeg kan ikke lide at være pessimistik, men jeg kan
22
stadig ikke tro, at de fleste af de mænd, jeg kender, som
har præstedømmet, har en fuldkommen kærlighed.
Far: Paul, det bemærkelsesværdige er ikke, at nogle
mennesker ikke har den fuldkomne kærlighed; miraklet er,
at nogle har den. Det hjælper, når vi adskiller begyndelser
og afslutninger.
Begyndelsen er, at intet menneskeligt væsen, som det
naturligt er på jorden, er klogt nok eller godt nok til at re-
præsentere Frelseren på fuldkommen måde og udvise den
rene kærlighed ved at velsigne andre. Så der må foregå en
proces gennem udvikling og renseise af nogle, som skal
repræsentere Frelseren.
Begyndelsen af den proces er at acceptere evangeliet. Vi
må tilstå vores svagheder og slutte pagt med Frelseren i
dåben om at ville påtage os hans navn; altid at erindre ham
og at adlyde alle de instruktioner, han giver os. Disse er de
løfter, I præster gentager, hver gang I læser nadverbønnen.
Son: Ja, jeg husker alle disse tanker. Men er løfter nok?
Far: De er ikke nok, men de er en nødvendig begyndelse.
Når vi afgiver disse løfter, ved dåben, får vi velsignelsen af
at have, og befaling til at modtage, Helligånden.
Søn: Når vi får bekræftelsen?
Far: Ja. Det privilegium at have Helligånden er noget af det
mest vidunderlige, et menneske kan eje, for den indflydelse
lærer os, hvordan vi kan begynde at tænke og føle sådan,
som Frelseren gør, og det giver os instruktioner fra Frel-
seren. Du husker, at Johannes Døbren døbte med vand.
Men han vidste, at den dåb med ild og Helligånden, som
Frelseren ville komme med, var så meget større, at han
følte, han selv ikke var værdig at løse Frelserens snørebånd.
Det er Helligåndens transformerende kraft, der hjælper os
med at forandre os, så vi kan blive værdige og rene bærere
af det hellige præstedømme.
Søn: Hvordan passer Det aronske Præstedømme ind i alt
dette?
Far: Ligesom Johannes Døberen døbte med vand for at
berede disciple, som Frelseren derpå kunne døbe med
Helligånden, sådan gives Det aronske Præstedømme som
forberedelse til modtagels af Det melkisedekske Præste-
dømme. Du lærte som diakon at omdele nadveren og at
indsamle fasteofre. Som lærer begyndte du at udføre hjem-
melærerarbejde. Som præst fik du lov til at velsigne sym-
bolerne på nadveren, at begynde missionærarbejde og at
udføre dåbshandlinger. Al den tid har du arbejdet sammen
med biskoppen på projekter i og omkring kirkebygningen,
på velfærdsfarmen og med at hjælpe folk i wardet. Hvem er
det nu af dine kammerater på din alder, som får tilbudt Det
melkisedekske Præstedømme?
Søn: Lige nu er det dem, som har gjort et godt stykke
arbejde som præster.
Far: Selvfølgelig. Hvis en ung mand har lært at være flittig,
trofast og lydig i alle timelige forhold, så er det en vidunder-
lig beredelse til at blive præst i de åndelige forhold. Når
han rejser på mission som 19-årig, er han allerede veteran i
Frelserens tjeneste. En trofast præsts indstilling og vaner
er grundlaget for alle hans kaldelser i det højere præste-
dømme. Hvis han har lært at arbejde under kirkens præste-
dømmes myndighed og at leve efter Helligåndens tilskyn-
delser, så er han rede til at udføre kærlighedsarbejdet.
Glem ikke, Paul: Hvad enten du tjener som missionær, som
medarbejder i kirkens organisationer eller som ægtemand
og far, så vil din virkelige succes i disse præstedømmelige
kaldelser blive målt med dybden og renheden af din usel-
viske kærlighed og omsorg for andre.
Søn: Siger du, at det er vanskeligt at vise sin kærlighed til
andre, hvis iman aldrig har lært at være ordentlig og effek-
tiv i timelige forhold?
Far: Ja, det gør jeg virkelig. En missionær, som er doven
eller uredt eller ulydig, har vanskeligt ved at overbevise
mennesker om, at det gengivne evangelium er noget særligt.
En ældste-kvorum præsident, som aldrig fører regnskab
med noget, vil have svært ved at motivere nogen til at
udmærke sig. En ægtemand, som ikke vil arbejde hårdt for
at sørge for sin familie, eller som først tænker på sine egne
fornøjelser, vil sandelig ikke lede sin familie til Frelseren.
Søn: Jeg kan godt se, hvordan alt dette som funktioner i
Det aronske Præstedømme er godt. Men der må være mere i
Det aronske Præstedømme end det.
Far: Og det er der. Vi har kun talt om grundlaget for ren
kærlighed. Vi må til det grundlag tilføje stor viden, kunnen,
visdom og evnen til at forstå mennesker og deres behov. Det
er altsammen Åndens gaver. De, som omvender sig fra
deres synder, og som derefter hungrer og tørster efter at
velsigne andre, er fyldt med Helligånden. Derpå begynder
disse gaver at tilflyde dem.
Lad os se på et dejligt skriftsted, Paul. Vil du slå op på Lære
og Pagters 121. afsnit. Stykket fra vers 34 ti! afsnittets slut-
ning er så vigtigt, at jeg mener, enhver bærer af præste-
dømmet ville gøre klogt i at lære det udenad, ord for ord,
og ofte gentage det for sig selv.
Læg mærke til versene 34 og 40. Vi får at vide, at mange er
kaldede, men få er udvalgte — og hvorfor? Vers 35 fortæller
os, at vi ikke må lade os føre på afveje ved ønsker om verds-
lige ting eller menneskers ære. Vort formål i præstedømmet
bør være at tjene og at velsigne.
Vers 36 viser os, at vi ikke kan benytte præstedømmet und-
tagen gennem udøvelse af Himlens kræfter; specielt forstår
jeg, at det betyder, vi må have Helligånden med os for at
kunne udøve præstedømmet. Det siger også, at vi ikke kan
have Åndens kræfter og gaver, medmindre vi lever rets-
kaffent.
Vers 37 fortæller, at hvis vi lader det, der hører verden til,
føre på afveje, vil Helligånden, trække sig bort fra os, og
når den er væk, er vores kraft i præstedømmet borte. Vi må
være ærlige, sandfærdige- dydige, godgørende - alt hvad
der er godt — for at benytte præstedømmets kræfter rigtigt
og restkaffent.
Vers 38 gentager, hvordan folk, som ikke vil omvende sig,
bliver skuffet i deres præstedømmelige muligheder. De ven-
der sig derpå imod og bekæmper præstedømmet.
Vers 39 giver vidnesbyrd om, at de fleste, som modtager
præstedømmet, prøver at bruge det ved tvang ogdominering
i stedet for i renhed og af kærlighed.
Nu håber jeg, at du kan forstår, at vers 40 besvarer det
spørgsmål, du stiller om brødrene i præstedømmet, som
ikke synes at udvise megen kærlighed. De har fået mulighed
23
for at omvende sig og udføre kærlighedsgerninger, men de
fleste, som ordineres eller „kaldes" til præstedømmet, vok-
ser ikke med opgaver. Derfor er få udvalgte; få vil have præ-
stedømmet i al evighed.
Forstår du, vi accepterer ikke evangeliet og kommer ind i
Frelserens kirke, fordi vi er fuldkomne. Vi modtager ikke
præstedømmet, fordi vi er ligesom Frelseren, men for at vi
ved at udføre hans gerning kan udvikle os til at blive lige-
som han er. I sin store kærlighed arbejder han med os,
hjælper os til at udvilke os skridt for skridt, kaldelse efter
kaldelse, ind i riget. Jeg er sikker på, at han er ked af det,
når de, som bærer hans præstedømme, vender sig væk og
værdstætter det, der hører verden til, mere end det evige liv.
Forstår du nu, hvorfor jeg sagde, at der er forskel mellem
begyndelser og afslutninger? Vi er allesammen uværdige i
begyndelsen, men nogle udvikler sig til at bliv værdige til-
sidst.
Søn: Far, jeg ønsker at tjene Frelseren og at velsigne andre.
Hvad kan jeg gøre for at være sikker på, at jeg ikke vil falde
fra?
Far: Det bedste råd jeg ved, Paul, er hver dag at trygle Her-
ren om hjælp, og derefter at holde fast i jernstangen (se Ne-
phi 15:23-25). Jeg tror nok, at den største fristelse, vi får, er
bare at give slip på jernstangen, at tage ferie fra retskaffen-
hed. Jeg tror, det hjælper at koncentrere sig om den posi-
tive side. Hvis vi altid husker på, hvad vi kan gøre og burde
gøre, bliver Satans fristelser mindre tillokkende. Læg mærke
til Lære og Pagters afsnit 121, versene 41 og 42. Vi skal
bruge vort præstedømme „ved at overtale, være langmo-
dige, milde og sagtmodige og ved at udvise uskrømtet
kærlighed. Hvis vi betragtede os selv i spejlet hver morgen
og lod disse ord strømme gennem tankerne, ville vi måske
blive som den gamle Nephi og ryste blot ved tanken om at
synde.
Søn: Er det ikke nedslående at tænke på, hvor gode vi bør
være?
Far: Det kunne det godt være. Og jeg bliver sommetider
skuffet. Men jeg får fornyet mod ved at tænke på det, som
jeg kan håbe på. Den inspirerede udgave af Bibelen taler i
første Mosebogs kapitel 14 om Melkisedek og præstedøm-
met. Hvis vi er villige til at mase på, har vi løfte om, at vi,
gennem at være trofaste, vil være i stand til at skille havene,
nedbryde bjergene, at sprænge ethvert bånd og at stå
oprejst i Guds nærvær. Jeg længes efter at blive i stand til
at helbrede de syge, at velsigne dem, som sørger og at lede
mor og alle jer børn til Frelseren. Jeg længes efter at leve
i Zion, hvor Frelseren personligt vil regere, og alle vil kende
ham. Men jeg ved, at alt dette gode kun kan blive til virke-
lighed i den udstrækning, hvori vi lærer at udøve det hellige
præstedømme i retskaffenhedens fulde kraft. Så kan vi ople-
ve opfyldelsen af Herrens løfte i det smukke stykke i mo-
siah 8: „Således har Gud beredt et middel, hvorved menne-
sket ved tro kan udføre kraftige undergerninger, og derfor
bliver han til stor nytte for sine medmennesker." (Vers 18)
Søn: Jeg håber, vi kan gøre det, far.
Far: Vi kan hvis vi holder sammen og styrker hinanden, Paul,
Det største i mit liv har været udviklingen af min forståelse
af Frelserens godhed mod os. Det meste af den er kommet,
efter at jeg modtog præstedømmet og begyndte at tjene
kirken. Jeg er så taknemmelig over de ganske særlige men-
nesker, som stod ved mit livs skilleveje og lærte mig om Frel-
serens kærlighed.
Søn: Hvem var det?
Far: Der var adskillige, men lad mig især nævne tre.
Den ene var vejlederen for mit diakon-kvorum. Han lærte os
diakoner meget om evangeliet. Jeg kan endnu se ham sidde
dér på juniorsøndagsskolens små stole med tårerne strøm-
mende ned af kinderne, når han fortalte os om forsoningen,
og om hvordan Frelseren elskede Faderen og os nok til at
være fuldkommen.
En anden var det medlem af højrådet, som arbejdede med
mig, da jeg var en hårdtarbejdende student og præsident for
ældsternes kvorum. Han lærte mig at elske profeternes ord
og at vide, hvordan man skal leve ved Ånden. Han var også
stavens patriark. Han gav mig en velsignelse, der har styr-
ket og vejledt mig lige siden.
Den tredie har haft den allerstørste betydning. Og det er din
mor, Paul. Da vi blev gift i templet, var vi kun dårligt fun-
deredet i evangeliet og med hensyn til ægteskabets ansvar
og opgaver. Nu morer vi os ofte over, hvor naive og uskyl-
dige vi var i vores forståelse. Men vi begyndte at udvikle os
sammen. Vi læste skrifterne sammen. Vi arbejdede sammen
i kirken. Vi led, og vi spinkede og sparede sammen. Somme
tider var vi onde ved hinanden, fordi vi var bange. Men en af
de allerstørste velsignelser i mit liv har været din mors kær-
lighed til mig, Paul. Den har givet mig mod og styrke og har
lært mig, hvad kærlighed virkelig er.
Folk, som har hjulpet mig, har vist mig, at vi har brug for
hinanden. Jeg tror virkelig, at vi kun kan blive ligesom Frel-
seren ved at arbejde sammen, så vi sammen vokser i hans
lignelse.
Søn: Jeg håber, at jeg kan arbejde sammen med menne-
sker, som elsker Herren.
Far: Den største mulighed du vil få, Paul, kommer med dit
ægteskab. Alle ægteskabets og familen funktioner og for-
mål er uadskilleligt forbundet med det hellige præstedøm-
mes virke og myndighed. Hvis du gør det, som du ved, du
burde gøre, så vil du og din hustru opbygge et evigt præste-
dømmeligt rige, hvori du kan velsigne jeres efterkommere
til evig tid.
Jeg håber, du vil udsøge dig en af vor Faders døtre, som er
stærk i troen og villig til at vokse åndeligt. Dit tempelægte-
skab vil give jer en præstedømmelig mulighed så stor
og så vid som evigheden. Hvis du og din hustru kan
lære at elske hinanden og jeres børn rent og uselvisk i de
evangeliske bånd, så vil I komme til at kende den glæde, for
hvilken mennesket blev skabt.
Søn: Far, jeg er taknemmelig for den forståelse.
Far: Hvis du kan rumme endnu een tanke, Paul, så vær rar
at overveje dette: De mennesker, som du vil blive kaldet til
at tjene under din mission eller i kirken eksisterer allerede.
Din kone findes et eller andet sted, kendt eller ikke for dig
nu. De børn, l vil få, eksisterer allerede et eller andet sted.
Jeg mener, det er vigtigt, at elske og velsigne alle disse
mennesker nu. Vent ikke, til du bliver kaldet eller gift. Hvis
du kan elske dem nu, vil du holde dig selv ren, og du vil
24
stræbe efter at vokse i kærlighed til Frelseren, åndeligt og i
retskaffenhed. Når så din kaldelse kommer, vil du være
parat til at velsigne og at elske med ren kærlighed. Vær så
venlig at slå op på Johannes evangeliets femtende kapitel
og læs versene 5 til 12.
Søn: „Jeg er vintræet, I er grenene. Den, som bliver i mig,
og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig kan I
slet intet gøre.
Hvis nogen ikke bliver i mig, kastes han ud som en gren og
visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de bræn-
des.
Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om hvad
som helst I vil, og I skal få det. Derved er min Fader herlig-
gjord, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
Som Faderen har elsket mig, således har jeg også elsket
jer; bliv i min kærlighed!
Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom
jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.
Dette har jeg sagt til jer, for at min glæde skal være i jer, og
jeres glæde kan blive fuldkommen. Dette er mit bud, at I
skal elske hverandre, ligesom jeg har elsket jer."
„Som præst fik du lov til at velsigne
symbolerne på nadveren, at begynde
missionærarbejde og at udføre
dåbshandlinger."
BØN
Af Joseph F. Smith
Bed hver dag. Adlyd Mestererens store bud om altid
at huske Herren, at bede om morgenen og om
aftenen, og altid huske at takke Ham for de velsig-
nelser, I modtager dag for dag.
Bed i Visdom. Mine brødre og søstre, lad os
ihukomme at påkalde Gud og anråbe Ham om Hans
velsignelser og gunst. Men lad os gøre det i visdom
og retfærdighed, og når vi beder bør vi påkalde
Ham på fornuftig vis. Vi bør ikke bede Herren om
ting, som er unødvendige eller ting, der ikke vil være
gavnlige for os. Vi skal bede om det vi har brug for
og vi skal bede i tro „uden at tvivle; den, der tvivler",
som apostlen sagde, „ligner nemlig havets bølge,
som jages og kastes hid og did af vinden; og et
sådant menneske må ikke vente at få noget fra
Herren." Men når vi beder Gud om velsignelser, lad
os da bede i tro på Evangeliet, i den tro, som Han
har lovet at give dem, der tror på Ham og adlyder
Hans befalinger. —
(October Conference Report, 1914. s. 7)
Bevar bønnens ånd. Vi bør have bønnens ånd hos
os i enhver opgave, vi skal udføre i livet. Hvorfor?
En af de enkle grunde, der gør et stærkt indtryk på
mig, er, at mennesket er så fuldstændig afhængig
af Gud! Hvor hjælpeløse er vi ikke uden Ham? Hvor
lidt kan vi gøre uden Hans nådige forsorg? Jeg er
ofte blevet ledt til at sige, at ingen af os, intet men-
neske i hele verden kan få blot et eneste græsstrå
til at gro uden Guds hjælp. Vi er nødt til at bruge
Hans verden, vi må benytte os af Hans jord, Hans
luft, Hans solskin og den fugtighed, som Gud frem-
bringer og giver jorden, for at kunne frembringe blot
et enkelt græsstrå. Det samme gælder for alt, hvad
der tjener til vores eksistens i verden. Vi kan ikke
frembringe en majskolbe eller et hvedekorn uden
Guds hjælp. Vi kan ikke producere en eneste ting af
betydning for menneskers eller dyrs eksistens uden
Guds hjælp. Hvorfor skulle vi så ikke føle os afhæn-
gige af Herren? Skulle vi da ikke påkalde Hans navn?
Skulle vi da ikke huske Ham i vore bønner? Skulle
vi ikke elske Ham af hele vort hjerte og hele vort
sind og al vor styrke, når Han har givet os liv, når
Han har dannet os i sin egen lignelse og skikkelse,
når Han har sat os her, så vi kan blive lig Hans
Enbårne Søn og arve den herlighed, ophøjelse og
belønning, der er bestemt for Guds egne børn?
(October Conference Report. 1914. s. 6.)
25
Fornylig talte jeg ved nadvermødet i mit eget ward. Den
næste søndag kom en bror hen til mig og talte pænt om det.
Jeg takkede ham for hans venlighed, og fordi jeg nu en-
gang elsker at undervise, gik jeg over til at prøve ham en
smule med hensyn til indholdet ar min tale. „Hvad sagde
jeg, som gjorde indtryk på dig?" spurgte jeg. Efter en lang
pause blev jeg meget flov, fordi han var flov. Og han var
flov, fordi han ikke kunne huske det!
Vi havde derefter en interessant samtale om den kendsger-
ning, at den fysiske verbale udlægning af evangeliet ikke er
nær så vigtig som den åndelige forståelse, følelse og moti-
vering, der kommer gennem Ånden, når undervisning og
opsugning af lærdom finder sted under dens ledelse.
Oplevelsen var en god påmindelse om, at en evangelisk
lærer ikke arbejder af sig selv men er medlem af et hold.
Nephi sagde: „. . . når et menneske taler ved den Helligånds
kraft, overfører denne kraft det til menneskehjertet." (2. Ne-
phi 33:1)
For at denne kommunikationsproces kan blive fuldstændig,
er der også behov for at den, der underviser, er modtagelig:
„Han har talt til jer med en stille, sagte stemme, men I har
mistet evnen til at fornemme, så I ikke kan forstå hans ord."
(I den engelse udgave står der „feel his words" o. a.) 1. Ne-
phi 17:45)
Jeg har ofte spekulerert på, hvorfor Nephi ikke sagde „høre
hans ord". Nu ved jeg, at man ikke hører disse ord med
ørerne . . . men ind i et menneskes sind kommer der ord . . .
med disse ord kommer en følelse. Man følervirkelig ordene,
sådan som Nephi sagde ... de, som ikke kan lære at høre
gennem følelse, kommer ikke ret langt." (S. Dilworth Young,
okt 1961, siderne 116-117)
Af Theo E. McKean
Partnerskab
med Helligånden
*
jr
BF
Gennem Joseph Smith har Herren sagt:
„Prædik mit evangelium ved Ånden, ja Talsmanden, der
blev udsendt for at lære menneskene sandheden . . . hvorfor
forstår og ved I da ikke, at den, der modtager ordet gennem
sandhedens ånd, modtager det, som det bliver prædiket af
sandhedens ånd? Derfor forstår den, der prædiker, og den,
der hører, hinanden, og begge bliver opbygget og glæder
sig med hinanden." (L.&P. 50:14, 22-22. Fremhævelser til-
føjet.)
En evangelisk lærer har den bedst tænkelige følgesvend -
Helligånden. Og det er en meget styrkende kendsgerning at
vi altid kan regne med, at han gør sin del. Udfordringen lig-
ger hos os selv. Hvad må vi gøre for at kvalificere os? Hvor-
dan kan vi berede os tilstrækkeligt?
„Lærerens store ansvar er at være beredt til at undervise.
En lærer kan ikke undervise andre i det, som han ikke selv
kender. Han kan ikke få sine elever til at føle, hvad han ikke
selv føler. Han kan ikke forsøge at lede efi ung mand eller
ung pige til at få et vidnesbyrd om Guds evangelium, hvis
han ikke selv har et vidnesbyrd.
Der er tre ting, som må lede alle !ærere; for det første, træng
ind i emnet; for det andet: lad dette emne gennemtrænge
dig; fo det tredie: prøv at lede jeres elever til at åbne sig
helt for emnet — ikke ved at hælde det ud over dem, men
ved at lede dem til at se, hvad I ser, at vide, hvad I ved, at
føle, hvad I føler." (David O. McKay i „That You May Instruct
More Perfectly", Improvement Era, august 1956, side 557. Se
den ledsagende artikel for den fuldstændige tekst)
Beredelse til undervisning
skemaet, „Undervisning/tillæringsforhold", som findes i den
første artikel i denne serie (aprilnummeret) .nævnes' visse
ansvar, som læreren må opfylde i sit eget forhold til Gud,
før han er beredt til at undervise andre. En af disse er at
søge efter og modtage forståelse af og vidnesbyrd om sand-
heden. Hvis vi er parate til at undervise sammen med, eller i
partnerskab med Helligånden, må vi have mættet os med
Kristi ord, indtil vi har lært, hvad det egentlig er, vi skal over-
føre til andre.
„Søg ikke at forkynde mit ord, men søg først at få mit ord,
så skal din tunge blive løst, og dersom du ønsker det, skal
du få min Ånd og mit ord, ja, Guds kraft til at overbevise
menneskene . . . Fyld dit hjertes skatkammer, indtil den i min
visdom bestemte tid kommer, da du skal gå ud." (L.&P.
11:21, 26)
Præsident Ezra Taft Benson instruerede for nylig nogle læ-
rere således:
„Før I kan styrke jeres elever, er det nødvendigt, at I stude-
rer rigets doktriner og lærer evangeliet både ved studium og
med tro. At studere med tro er at søge forståelse og Her-
rens Ånd gennem troens bøn. Så vil I have styrke til at over-
bevise jeres elever . . .
Rækkefølgen for erhvervelsen af Guds kraft i jeres under-
visning er først at søge at få ordet; så kommer forståelsen
og Ånden; og endelig styrken til at overbevise. Ja, som vores
levende profet har instrueret jer, „er der velsignelser, der
kommer af at fordybe sig i skrifterne, Afstanden mellem os
selv og vor himmelske Fader indsnævres." (Præsident Spen-
cer W. Kimball i Men of Example, tale til religionsundervi-
sere, 12. sept. 1975, side 2)
„Husk altid, at der ikke er nogen tilfredsstillende erstatning
for skrifterne og de levende profeters ord. De bør være jeres
originale kilder. Læs og overvej mere, hvad Herren har sagt,
og mindre, hvad andre harskrevet om, hvad Herren sagde."
(Præsident Ezra Taft Benson i The Gospel Teacher and His
Message, tale til religionsundervisere, 17. sept. 1976, side
5-6)
Sammen med dette grundlæggende og fortsatte studium af
evangeliet, der kræves af enhver af os til enhver tid, må læ-
rere med særlige opgaver også udarbejde specielle lektie-
materialer. Om dette har præsident David O. McKay sagt:
Om at berede sig
Præsident Marion G. Romney har fortalt os, hvad vi skal
gøre for at sætte os ind i det emnemateriale, som vi skal
undervise i. Han peger på disse fire skridt:
„Ønsk. Igen og igen forkynder skrifterne, at mennesker
modtager svar fra Herren i henhold til deres ønsker. Alma
erklærende: „Jeg ved, at han giver menneskene efter deres
ønske" (Alma 29:4)
Senere sagde han til Joseph Smith og Oliver Cowdery: ,Alt,
hvad I begærer af mig, skal gives jer.' (L.&P. 6:8)
2. Søg. Men et effektivt begær er ikke bare et ønske. Det er
ikke passivt; det er en motiverende overbevisning, der kræ-
ver handling. En af de ting, det får præstedømmebæreren til
at gøre, er at søge efter og overveje ordene om evigt liv.
Da vi ikke kan ,leve af hvert ord, som udgår af Guds mund'
(L.&P. 84:44), uden at vi kende dem, er det strengt nødven-
digt, at vi studerer dem. Det har Herren befalet os at gøre.
I forordet til sin „Befalingernes Boge", sr.gde han: , Ransag
disse befalinger, thi de er sande og troværdige, og de profe-
tier og forjættelser, som de indeholder, skal alle gå i opfyl-
delse.' (L.&P. 1:37)
Gud har instrueret os om at „forkynde mit evangeliums
grundsætninger, som de findes i Bibelen og Mormons Bog,
hvori evangeliets fylde findes." (L.&P. 42:12) Det kan vi ikke
gøre, med mindre vi kender dem.
Til profeten Josef Smith, Oliver Gowdery og John Whitmer
sagde Herren: „Anvend jeres tid til at granske skrifterne."
(L.&P. 26:1)
3. Overvej. Når jeg har læst i skrifterne, har jeg følt en udfor-
dring ved ordet „overveje", der så ofte benyttes i Mormons
Bog, Ordbogen siger, at „overveje" betyder „at gennemtæn-
ke" eller „prøve vægten af flere muligheder". Moroni benyt-
tede således udtrykket, da han afsluttede sin optegnelse:
,Når I læser disse ting ... at erindre, hvor barmhjertig Her-
ren har været mod menneskenes børn ... og . . . overveje
det i hjertet.' (Moroni 10:3, fremhævelse tilføjet)
Jesus sagde til nephitterne:
,Jeg mærker, at I er svage, og at I ikke kan forstå alle mine
ord . . .
Gå derfor til jeres hjem og overvej det, som jeg har sagt, og
bed Faderen i mit navn, at I må kunne forstå ... (3 Nephi
17:2-3, fremhævelse tilføjet)
27
4. Bed. At ønske, søge og overveje ,det evige livs ord' vil til-
sammen, trods deres individuelle betydning, ikke være til-
strækkelige uden bøn.
Bøn er den nøgle, med hvilken vi åbner døren til Frelseren.
,Se', siger han, Jeg står for døren og banker; om nogen
hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og
holde nadver med ham, og han med mig.' (Johs. Åb. 3:20)
Lyt til Nephis opfordring. Jeg håber, at den bevæger jer lige
så dybt, som den bevæger mig. Han sagde:
,Se nu, mine elskede brødre. . . jeg sagde til jer: Mæt jer
med Kristi ord, thi se, hans ord vil fortælle jer alt, hvad I skal
gøre.'
Og dersom I nu, efter at jeg har talt disse ord, ikke kan for-
stå dem, er det fordi I ikke beder og ikke banker på, og der-
for føres I ikke ind i lyset, men må omkomme i mørket.
Og nu, mine elskede brødre, jeg mærker, at I stadig grubler i
hjertet, og det bedrøver mig, at jeg skal tale angående disse
ting. Thi dersom I vil give agt på Ånden, som lærer menne-
sket at bede, da vil I vide, at I bør bede, thi den onde ånd
lærer ikke mennesket at bede men lærer ,at de ikke skal
bede.
Men se, jeg siger jer, at I altid bør bede og ikke blive trætte,
og at I ikke må udrette noget for Herren uden først at bede
til Faderen i Kristi navn, at han vil hellige jeres gerning for
jer, så at jeres gerning må blive til jeres sjæls velfærd.' 2.
Nephi 32:1,3-4,8-9)" (Marion G. Romney i CR, april 1973,
side 116)
Undervisning sammen med Ånden er en stor kaldelse og en
stor udfordring." „Men er I beredte, behøver I ikke at fryg-
te" (L.&P. 38:30)
Ingen af os vil blive flove, når vores undervisningskammerat,
Helligånden, har større indflydelse på vore elever, end vi
har. Det er Guds værk — og hans er æren og herligheden.
Vi vil få rigelige velsignelser, når vi hjælper.
Hvis du ikke — .
Hvis du ikke kan blive granen på højens top,
så vær hellere det lille krat i dalen
men vær det bedste lille krat ved bækkens bred;
vær en busk, hvis du ikke kan blive et træ.
Hvis du ikke kan blive en busk, så vær lidt af græsset,
der føjer skønhed til landevejen.
Hvis du ikke kan blive en moskusokse, så vær blot en lille fisk,
men vær den muntreste lille fisk i søen.
Vi kan ikke alle være kaptajner, der skal også være besætning.
Der er noget for os allesammen at gøre,
der er et stort arbejde at udføre, der er også et mindre,
og det du skal gøre ligger lige for.
Hvis du ikke kan være hovedvej, så kan du være en sti,
hvis du ikke kan blive en sol, kan du være en stjerne;
det er ikke ved din størrelse du vinder eller taber —
vær derfor det bedste der er i dig.
Douglas Malloch:
„Be the Best of Whatever"
28
For at I kan
undervise mere
fuldkomment
Af præsident David O. McKay
„Og jeg befaler, at I skal undervise hinanden i rigets
lære. Lær flittigt, og min nåde skal ledsage jer, så I kan
blive mere fuldkomment undervist i evangeliets teori, prin-
cipper, lære og lov og i alle ting, som tilhører Guds rige og
er nyttigt for jer at forstå.
Både det, der er i himlen, på jorden og under jorden, det,
som har været, det, som er, og det, der snart skal ske, det,
som er hjemme, og det, som er ude; nationernes krige og
forviklinger og de straffedomme, der skal komme over lan-
det og kundskab om lande og riger —
så I kan være forberedt på alt, når jeg udsender jer for at
hædre det kald, hvortil jeg har kaldet jer, og den mission,
jeg har betroet jer." (L.&P. 88:77-80)
Vi er en kirke af lærere. I sidste dages hellige hjemmet kræ-
ves det, at far og mor er ordets lærere — således er det ud-
trykkeligt krævet i Herrens åbenbaring. Enhver hjælpeorga-
nisation, ethvert kvorum, består af en gruppe af mænd og
kvinder, som i ordets egentligste forstand er lærere; derfor
henvender denne åbenbaring sig til alle.
Den store forpligtelse for en lærer, er at være beredt til at
undervise. En lærer kan ikke undervise andre i det, som han
ikke selv kender. Han kan ikke få sine elever til at føle det,
som han ikke selv føler. Han kan ikke forsøge at lede en
ung mand eller en ung pige til at opnå et vidnesbyrd om
Guds evangelium, hvis han ikke selv har det vidnesbyrd.
Der er tre ting, der må lede alle lærere; for det første, træng
ind i emnet; for det andet, lad det emne gennemtrænge dig;
for det tredie, prøv at lede jeres elever til at åbne sig for
emnet — ikke ved at hælde det ud over dem, men ved at
%
lede dem til at se, hvad I ser, at vide hvad I ved, at føle,
hvad I føler.
Enhver lærer må være forberedt på sin lektie, når han eller
hun mødes med drengene og pigerne i sin klasse; for glem
ikke, at jeres præsentation af den lektie, jeres indstilling
overfor sandheden i lektien i høj grad vil afgøre drengenes
og pigernes indstilling overfor den og deres instilling over-
for kirkens aktivitet i det hele taget. Hvis du lader dem for-
lade klassen med den følelse i deres ungdommelige sind, at
de ikke har fået noget ud af at komme, vil du finde det
vanskeligt at få dem til at komme igen næste uge. Men hvis
du på den anden side har begejstret dem eller i hvert fald
kunnet give dem bare én tanke, som har tiltalt dem, vil du
opdage, at deres hensigt og ønske om at komme tilbage vil
give sig udtryk i deres tilstedeværelse den næste uge.
Når du har præsenteret en idé i din klasse, som vækker en
tanke i et barns sind, har du så lagt mærke til, hvor ivrigt det
lille barn søger opmærksomhed, for at de kan få lejlighed til
at besvare et spørgsmål, som du måske vil stille?
En hurtig gennemlæsning af lektien før timen er ikke nok. På
den måde har jeg ikke gjort lektien til min egen, og før den
er min egen, og jeg føler, jeg har et budskab at give klas-
sens medlemmer, er jeg ikke beredt i den udstrækning, som
Herren har bedt mig være beredt, når han kalder mig til
at forkynde sit ord. Lektien må være min; hvad jeg ønsker at
give drengene og pigerne, er det, som tæller, når jeg træffer
dem. Jeg kan gøre den lektie i bogen til min ved studium,
tro og bøn.
Om „undervisningens ånd". Jeg vil gerne sig dette: En dag,
efter at Herren var blevet korsfæstet, sagde Peter: „Jeg ta-
ger ud at fiske." Han kendte til at fiske. Han var fisker. Men
han så ikke klart, hvad hans mission var som menneskefis-
ker. Og Thomas og nogle af de andre sagde: „Vi tager med
dig. Og en morgen finder vi dem med et net, der er fuld af
fisk, med et ildsted og brød, i færd med at spise - og Herren
er i deres midte og siger: „Simon, Johannes' søn, elsker du
mig mere, end de andre gør? . . ."
(Jeg vil ikke ind i en redegørelse for, hvad det „de andre"
betyder. Jeg går ud fra, at Herren tænkte på timelige velsig-
nelser og rigdom. (Den engelske Bibel bruger ikke udtryk-
ket „de andre" men „these", der måske hentyder til „fisk
og brød", o.a.))
„Simon . . . elsker du mig mere end disse?"
„Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær."
„Vogt mine lam!" (Se Johannes 21 :15)
Der ligger hemmeligheden ved undervisningens ånd. Mæt
drengen, mæt pigen. (I den engelske Bibel hedder det i
nævnte skriftsted: „Feed my lambs" = mæt mine lam. O. a.)
Lad drengen vide, at du er interesseret i ham, Når du møder
ham på gaden, så lad ham forstå, at du er interesseret i
ham. Lad kærlighed udstråle fra dit hjerte, og så vil du have
et godt sted at så din sæd af sandhed, der vil bære frugt i
den drengs liv, frø, som til sidst vil give ham udødelighed og
evigt liv, hvilket i sandhed er Guds herlighed.
Lærere, forstår I, hvilke muligheder I har? Et eller andet sted
har jeg nedfældet disse muligheder for at lærere altid burde
forstå, at de sandsynligvis har magt til i et eller måske man-
ge hjerter at vække:
For det første, ønsket om at opnå herredømme over svag og
selvisk forkælelse.
For det andet, viljen til at brede sig til at se livet i øjnene
med mod til at møde katastrofe med sjælsstyrke og døden
uden frygt.
For det tredie, at udvikle mandomskraft eller kvindelig skøn-
hed. Åh, hvor verden dog trænger til det!
For det fjerde, i mange sjæle at indpode løftet om en ven
eller en kammerat som senere vil egne sig til ægtemand
eller hustru og derved blive en eksemplarisk far eller en
kærlig intelligent mor. Se, det er vort privilegium, lærere!
Og for det femte, at vække kærlighed til Jesu Kristi evange-
lium. Lydighed overfor det bringer lykke i dette liv og mulig-
hed for ophøjelse i al evighed.
Det endelige mål for kirkeaktivitet er under Herrens inspira-
tion og ledelse, at hjælpe med til at tilvejebringe udødelig-
hed og evigt liv for mennesket. Vi har som direkte og umid-
delbart formål at skabe et vidnesbyrd om Guds værks gud-
dommelighed hos unge og gamle, uden hvilket evigt liv ikke
kan opnås, for „Dette er det evige liv, at de kender dig, den
eneste sandeGud, og ham, som du harsendt, Jesus Kristus."
(Johs 17:3) (David O. McKay: „That You May Instruct More
Perfectly", Improvement Era, aug. 1956, 59:557-58)
29
Biskop J. Richard Clarke
Det præsiderende
Biskopråd
„Det er en overvældende oplevelse at
blive kaldet af en profet," siger J. Ri-
chard Clarke, nylig opretholdt som an-
denrådgiver i Det præsiderende Bi-
skopråd. „Hvis det ikke var for den
fuldkomne tillid, jeg har til åbenbaring
— og jeg ved af erfaring, hvor virkelig
den er — så ville jeg måske tvivle på,
at de havde valgt den rette mand."
Biskop Clarke, der er født og opvokset
i Rexburg i Idaho, og bosat i Boise i
Idaho, da han blev kaldet, har en blød
stemme, han er rolig, hengiven og
hjertelig. Den hjertiglighed viser sig,
når han taler om sin hustru, Barbara
Reed, og deres syv levende børn (en
datter døde som elleve-årig). „De har
været vidunderlige med hensyn til den-
ne kaldelse," siger han. „Vi forventede,
at børnene i det mindste ville have
tænkt på, hvad de ville komme til at
opgive, men de har blot givet udtryk
for deres begejstring og støtte."
I virkeligheden kunne man have for-
udsagt en sådan reaktion. Lige siden
biskop Clarke og hans hustru begynd-
te at acceptere kirkelige kaldelser —
og sådanne opgaver har gået fra
wards- og stavs hjælpeforenings og
GUF-præsidentskaber, wardsbiskop-
råd, stavspræsidentskaber og ansvar
som regionalrepræsentant — har de
gjort det til familiekaldelser. „Jeg har
altid sagt, at jeg kun kunne virke, hvis
jeg havde familiens støtte og harmoni
bag mig. Også at jeg ikke ville kunne
stå for ét sæt principper og lade min
familie acceptere et andet. Jo, de er
ærlig talt vidunderlige børn. Under min
ældste søn, Dallans opvækst har jeg
altid været på forhøjningen. Vi fik ikke
disse gode oplevelser til præstedøm-
memødet, hvor man sidder skulder til
skulder, far og søn. Og det ville have
været virkelig vanskeligt for mig som
far, hvis jeg ikke havde vidst, at han
accepterede og støttede det, jeg gjor-
de."
Hjerteligheden viser sig, når han priser
sine forældre — John Rolland Clarke
og Nora L. Redford Clarke — for den
udprægede tillid, de altid har vist ham,
og hans hustrus familie — James H.
Reed og Maude Armstrong Reed — for
deres enestående sammenhold.
Den kommer stærkt til udtryk, når han
taler om biskop Vaugh J. Feathersto-
ne, for hvem han har virket som råd-
giver i Boise North stavspræsident-
skab, før staven blev delt, og han blev
kaldet som præsident over den nye
Meridian Idaho stav. „Vi havde ti års
erfaring i samarbejde, vi to. Han lærte
mig en masse. Han kendte selvfølgelig
ikke noget til denne kaldelse forud; og
jeg siger altid, at ingen fuldtud kan er-
statte ham, hvor han har virket."
Hjerteligheden viser sig igen, når han
taler om sit tidligere arbejde og sin nye
opgave. Som administrerende direktør
for et forsikringsselskab i Idaho-Wa-
shington området, fandt han selskabet
meget modtagelig for præstedømmets
samordningsprincipper, som han be-
nyttede, og de stillede sig velvilligt
over for at løse ham fra hans forplig-
telser, for at han kunne overtage sin
nye kaldelse.
„Jeg har ikke yndlinge blandt brød-
rene," siger han, „men jeg har altid
haft særlig kærlighed til præsident J.
Reuben Clark, præsident Lee og præ-
sident Romney — disse velfærdets gi-
ganter. Opfyldelse af de uheldigt stil-
ledes behov er en god måde at børe
vidnesbyrd om de principper, som
Kristus forkyndte — og vi er stadig
langt tilbage i den retning. Indtil vi er
parat til at opgive vor fysiske appetit
og verdslige ejendele — indtil indvielse
bliver et motiverende princip og for-
valtning et helligt ansvar — vil vi have
lang vej at gå, før vi som kirke er be-
redt til at møde vor Mester."
Han taler med åbenlys respekt om sine
nye kolleger i Det præsidenrende Bi-
skopråds kontor. „Det er storartede
mænd. De vil være ledere, uanset hvor
de er" — og med samme respekt om
medlemmerne. „På grund af vore med-
lemmern vidnesbyrd og deres respekt
for præstedømmetsmyndighed bør en-
hver, der har en ledende stilling, be-
handle sin opgave som en hellig tillid
og med højeste grad af følsomhed."
Med særlig interesse glæder han sig
til at arbejde med Aronske Præstedøm-
me og Unge Piger. „Vi er i gode hæn-
der, så længe vi holder vore øjne ret-
tet mod de unge," sagde han. „Jeg har
sandelig stor tro på deres fremtid."
Ældste Robert E. Wells
De Halvfjerds' første Kvorum
Selvom han er født og opvokset i Ne-
vada, har ældste Robert E. Wells til-
bragt sit halve liv i Latinamerika. Han
lærte først spansk som missionær i
Argentina. Med en eksamen i bog-
føring og glimrende beherskelse af
spansk, accepterede han et tilbud fra
First National City Bank om at vende
tilbage til Sydamerika. Kun fire måne-
der efter sin afløsning som missionær
begyndte han og hans brud, Meryl Lea-
vitt Wells, en karriere i international
bankvirksomhed, der har bragt ældste
Wells til Argentina, Brasilien, Uruguay,
Paraguay og Ækvador.
Fra sine tidligste år har ældste Wells
følt — og efterfulgt — Herrens tilskyn-
delser i sit liv. Da han forlod flåden
nogle få år efter afslutningen af anden
verdenskrig, var han fast besluttet på
at tage sin eksamen som ingenniør fra
Berkeley University — da han følte sig
30
inspireret af Ånden til at vende tilbage
til BYU og „lære pengenes videnskab".
Da hans unge hustrus familie undrede
sig over, at han så hurtigt efter sin mis-
sion igen skulle forlade USA, påpe-
gede han over for dem at hans patri-
arkalske velsignelse lovede ham, at
han skulle tjene Herren „blandt ver-
dens nationer".
Flere år senere, efter hans første hu-
strus tragiske død ved en flyveulykke,
ledede Ånden ham påny i en kritisk
afgørelse. Han havde været enkemand
i to år, og han vidste, at han burde gifte
sig påny. Men med hvem? Som han
bad, fik han tydeligt at vide: „Gift dig
med en kvinde, som kan blive en mis-
sionspræsidents hustru."
Andre tilskyndelser førte ham tilbage
til USA for at finde en hustru. Han la-
vede en liste over alt det, som hans
hustru måtte være: Typen på en mis-
sionsmoder, venlig og kærlig; guld-
gleaner; universitetsuddannet; tidlige-
re missionær; fortrinsvis med nogen
spansk baggrund; musikalsk — og me-
get andet. Han fandt hende også -
Helen Walser Wells. Han friede til hen-
de syv dage, efter at han havde truffet
hende, men ikke før Ånden havde op-
lyst ham i en meget særlig åndelig op-
levelse, at hun var den rigtige. En må-
ned efter at de første gang havde set
hinanden, giftede de sig, og, siger han:
„Vi har været lykkelige lige siden."
Han fulgte igen Åndens tilskyndelse i
1971, da han efter at have tjent som
præsident over Mexico Monterrey mis-
sion, sagde nej tak til muligheden for
at vende tilbage til en fremtrædende
stilling i international bankvirksomhed
for at acceptere en mindre prestige-
mæssig stilling i kirkens indkøbsafde-
ling. Nu forstår han og hans hustru
med denne nye kaldelse, hvad Herren
havde til hensigt dermed.
Ældste og søster Wells har syv børn i
alderen fra ni til fireogtyve. De har og-
så et barnebarn og ét andet på vej.
Ældste Wells føler, at Herrens ledelse
af hans liv ikke blot har hjulpet ham og
hans hustru til at vælge den rette sti,
når de i deres tilværelse er kommet tif
„åndelig korsveje", men også har hjul-
pet hans børn til at forstå, at deres
far ikke handler, udfra pludselig ind-
skydelse, men efter Herrens ord. Må-
ske er det, fordi han er så god en ån-
delig leder i sit hjem, at han nu er i
stand til at udfylde sin nye kaldelse
som åndelig leder i kirken.
Nu, da han er tilbage i USA, savner
ældste Wells sommetider medlemmer-
ne i Latinamerika. Han har imidlertid
haft mange lejligheder til at besøge
dem som regionalrepræsentant i Mexi-
co, Equador og Colombia.
Men selv efter et kvart århundrede i
Latinamerika, har ældste Wells ikke
glemt sin opvækst i Logandale i Neva-
da, 96 km fra Las Vegas, hvor han
blev født i 1927. Hans varme smil synes
at passe lige så meget ind i en lille
amerikansk by „ude på landet" som
blandt internationale forretningsfolk.
Måske er det karakteristisk for man-
den, at han føler sig hjemme begge
steder, i stand til at lytte og i stand til
at dele den Ånd med andre, som har
ledet hans tilværelse.
l
^9$* iSfcr
Ældste Royden G. Derrick
De Halvfjerds* første Kvorum
Da Royden G. Derrick sidste sommer
vendte tilbage til De forenede Stater
efter i tre år at have virket som præsi-
dent over England Leeds Mission, plan-
lagde han at bruge en stor del af sin
tid til sine to store humanitære interes-
ser: genealogiske undersøgelser og en
interamerikansk organisation. Efter at
have solgt et firma, som han var leder
og administrerende direktør for, glæ-
dede han sig til at få tid til disse to
ting. Han har virket som formand for
bestyrelsen for Partners of the Ameri-
cans, hvori fireogfyrre stater samarbej-
der om udviklingen af områder i Latin-
amerika til gavn for landet som helhed.
Som eksempel på denne organisations
succes kan nævnes, at der er blevet
oprettet 63 skoler i Bolivia med hjælp
fra skolebørn i Utah, og mere end
50.000 børn får nu tandbehandling,
hvilket er noget helt nyt for dem.
Imidlertid blev åldste Derrick i septem-
ber 1976 igen kaldet af kirken til Stor-
brittanien, dennegang for at tjene i en
ti-måneders periode som præsident for
den nye Ireland Dublin mission. Han vil
blive afløst herfra den 1. juli 1977.
Da ældste Derrick rejste til denne an-
den mission blot få uger før general-
konferencen i oktober, havde han in-
gen idé om, at der hurtigt ville komme
endnu en kaldelse. Han fortalte Ensign
kort efter konferencen: „Da præsident
Kimball ringede til mig for et par dage
siden og spurgte, om jeg ville accep-
tere kaldelsen, kan jeg sige, at det var
en overraskelse. Jeg troede ikke, at
jeg nogensinde ville modtage en kal-
delse af denne slags, og det er en yd-
mygende oplevelse, en af den slags,
der kan få én ned på knæ for Herren."
Ældste Derrick er født den 7. septem-
ber 1915 i Salt Lake City som søn af
Hyrum og Magaret Glade Derrick. Han
fik sin første undervisning dér og stu-
derede til ingeniør ved University of
Utah. Senere virkede han i otte år i
dette universitets styrelse og modtog
en æresdoktorgrad dér i 1965. Brigham
Young University ærede ham i 1973
med Jesse Kinght Industrial Citizen-
ship Award.
I 1938 ægtede ældste Derrick Allie
Jean Olsen i Salt Lake templet, og de
har fire børn og fem børnebørn.
Ældste Derrick har en lang tjenestetid
i kirken bag sig. Han har været lærer
i præstedømme-kvorummer og søn-
dagsskoler, wardssekretær, biskopråd-
giver og fra 1954 til 1957 medlem af
søndagsskolens hovedbestyrelse. Han
blev løst fra denne stilling for at tjene i
Monument Park stavspræsidentskab.
Han blev kaldet til søndagsskolens
hovedforstanderskab i december 1966
og tjente dér indtil juni 1971. Han har
også været guide på Temple Square.
„Når jeg tænker på denne nye opga-
ve," sagde ældste Derrick, „opdager
jeg, hvor stor respekt jeg har for dem,
jeg nu skal arbejde sammen med. Jeg
støtter dem sandelig, sådan som jeg
altid har gjort.
Jeg er kommet til at forstå, hvem jeg
virkelig arbejder for, og at det er Frel-
seren. Dette er en kaldelse fra ham.
Jeg beder, at mit arbejde vil blive ac-
ceptabelt for ham."
31
Ældste Dean L Larsen
De Halvfjerds* første Kvorum
„Jeg nærer et stort ønske om at være
nyttig — for Herren og for mennesker
både i og uden for kirken," sigerældste
Dean L. Larsen ved sin nye kaldelse
til De Halvfjerds' første Kvorum. Og det
er tydeligt at dette ønske, om at være
til tjeneste, er et typisk træk ved hans
livsopfattelse: Ældste Larsen er inte-
resseret i mennesker. Når man træffer
ham, påvirkes man af hans ydmyghed
og hans oprigtighed, og af hans øjne,
der på engang er omsorgsfulde og ven-
lige. Man får tillid til ham.
Ældste Larsen er født den 24. maj 1927
i Hyrum i Utah som søn af Gertrude
Prouse og Edgar N. Larsen. Han er
nummer fem i en børneflok på syv og
voksede op på en gård, hvor han arbej-
dede med havebrug og kvæg. Efter at
have taget eksamen fra mellemskolen,
tjente han i U.S. Navy hen mod afslut-
ningen af anden verdenskrig. Fra det
sidste tog han eksamen i 1950 i fagene
engelsk og spansk. Midt i studierne
ægtede han Geneal Johnson fra
Ashton i Idaho, og i dag har de fem
børn — „allesammen drenge med und-
tagelse af fire", siger ældste Larsen
lidt spidsfindigt.
Efter to år som sælger og lignende ar-
bejde og otte års undervisning i mel-
lemskole og morgen-seminar, fik han
en stilling som lærer i seminar-under-
visningen på Utah's Brigham City Inter-
mountain Indian School.
„Hele mit liv har jeg været interesseret
i indianere — som dreng læste jeg alt
hvad jeg kunne få fat i om indianere,"
siger han. Derefter blev han et år sene-
re (1961) vice-koordinator for de in-
dianske seminarer ved Brigham Young
University, og det følgende år udnævn-
tes han til sekretær for kirkens Indian
Committee.
Han underviste ét år ved Utah Institute
of Religion, før han blev kaldet til præ-
32
sident over Texas South Mission. En
tidligere missionær, som arbejdede un-
der ham, fortæller: „Jeg var impone-
ret over hans beherskelse af skrifterne
og hans evne til at forklare dem så
tydeligt — så de let kunne forstås af
enhver. Han havde den sjældne evne til
at omgås folk, så de forstod, at han
virkelig interesserede sig for dem."
Efter tre års tjeneste i denne stilling
underviste ældste Larsen ved Ogden
Institute of Religion. Marts 1972 blev
han koordinator for kirkens undervis-
ningsplanlægning og virkede samtidig
som leder af Instructional Materials,
for senere, i 1976, at blive redaktør af
kirkens tidsskrifter.
Ældste Larsen påbegynder sin nuvæ-
rende stilling, beredt gennem en lang
række virkeområder i kirkens tjeneste.
Han har været stavsmissionær, biskop,
højrådsmedlem, medlem af kirkens
Missionær-komité, sekretær for Adult
correlation Committee, medlem af søn-
dagsskolens hovedbestyrelse og re-
gionalrepræsentant for De Tolv. „Jeg
har været glad for alle mine opgaver,
men det bedste jeg ved, er at arbejde
direkte med folk, som f. eks. i missions-
marken eller i et biskopråd."
Hvordan har hans familie reageret på
de hyppige flytninger og mange kal-
delser? „De har lært at tage en ny kal-
delse i stiv arm, de har altid været gla-
de for det og ønsket at støtte mig. Vi
holder godt sammen som familie, og vi
glæder os over og påskønner disse
kaldelser, fordi de deles af hele famili-
en. Det har været en stor oplevelse for
os.
Det er et inspirerende ansvar og et
vidunderligt privilegium at omgås ge-
neralautoriteterne i det store arbejde
at opbygge Guds rige. Enheden og
broderskabet mellem brødrene er no-
get vidunderligt og meget ydmygende.
Mit mål er at hjælpe folk til at opdage
evangeliet og hjælpe dem til at glæde
sig over at efterleve dets principper.
Jeg håber, det vil betyde lige så meget
for dem, som det har gjort for mig."
To nye missioner
oprettet
Samtidig med at to af sønnerne præ-
siderer over de to missioner i Sveri-
ge, er præsident Roy W. Oscarson fra
St. Louis i Missouri blevet kaldet til
at præsidere over en af de to nye
missioner, der er blevet oprettet i
Storbrittanien.
Skotland Glasgow missionen, hvoro-
ver præsident Oscarson nu præside-
rer, er dannet af et sty/kke af Skot-
land Edinburgh missionen plus Det
nordlige Irland.
Den nye Irland Dublin mission, hvor
ældste Royden G. Derrick er præsi-
dent, vil omfatte hele den irske repu-
blik. Præsident Derrick er et af de
nye medlemmer af De Halvfjerds'
første Kvorum.
Tidligere lededes kirkens missionær-
arbejde i Irland fra Irland Belfast Mis-
sion, der nu er blevet opløst, og hvis
præsident, Arvel L. Child, er blevet
kaldet til at tjene som særlig assis-
tent til præsidenten for London tem-
plet, Joseph L. Darling.
Præsident Oscarsons sønner, G. Ri-
chards og Paul Kent Oscarson, præ-
siderer over Sveriges Stockholm mis-
sion og Sveriges Goteborg mission.
Præsident Derrick, Irland Dublin mis-
sionen, er født i Salt Lake City og
har for nyligt udført en treårs opgave
som præsident over England Leeds
missionen.
Med oprettelsen af de nye missions-
grænser vil det tidligere missions-
hjem i Belfast blive solgt, og de mis-
sionærer, der arbejder i Nordirland
kommer til at høre til Skotland Glas-
gow missionen.
Logan Templet
ombygget
Logan, Utah - Et omfattende, to-års
ombygningsprojekt er igang i det
tooghalvfemsårige Logan tempel.
Templet, der blev indviet i 1884 af
præsident John Taylor, vil være luk-
ket i de to år, arbejdet varer. Planer-
ne for ombygningen indbefatter byg-
ning af fire nye ordinanseværelser
omkring det celestiale værelse, såle-
des at man kan benytte film i forbin-
delse med tempelceremonien. Desu-
den vil der blive bygget en ny kirke-
sal, et cafeteria, en vuggestue, et
vaskeri, garderober og kontorer.
Årsagen til ombygningen er et behov
for udvidelse af templets funktion.
Bygningen af templet begyndte i 1877
på et sted, der var blevet valgt af
præsident Brigham Young. Det første
spadestik blev taget det år, han døde,
og syv år senere blev templet indviet.
Blind student fra korea
modtager evangeliets lys
Son Chi III sad ved sit skolebord og
drømte om, hvordan det ville føles at
være forfatter — eller læge måske!
Hvordan det ville være, hvis han ikke
var blind.
Den unge femogtyveårige koreaner
prøvede ihærdigt at få en studenter-
eksamen, så han kunne komme til at
læse videre. Han ville gerne være ble-
vet i sin hjemby, men undervisnin-
gen i blindeskolen standsede ved
gymnasiet, så han var nødt til at flytte
til Seoul for at færdiggøre sin uddan-
nelse.
Da han var fem år gammel, blev han
angrebet af en voldsom feber, som
forårsagede, at hans syn langsomt
blev svagere. Hans far døde, da han
var fjorten år gammel, og året efter
døde hans mor. Samtidig mistede Chi
III synet fuldstændigt på begge øjne.
På blindeskolen i Seoul studerede
han 48 timer om ugen. Han modtog
undervisning i historie, musik, mate-
matik, koreansk, japansk, engelsk og
medicin. Skolen underviste ham også
i akkupunktur og massage, og dette
optog så meget af hans tid, at han
ikke kunne studere så meget engelsk,
som han ønskede.
Son Chi III holdt vældig meget af en-
gelsk og ville gerne lære mere. Der-
for spurgte han sin engelsklærer som
også var blind, om han kunne skaffe
ham en amerikansk ven. Og det kun-
ne han sandelig, for broder Lee, som
underviste i engelsk, var medlem af
Jesu Kristi Kirke og sendte omgåen-
de to missionærer hen til Chi III.
I flere måneder studerede han evan-
geliet sammen med missionærerne,
og han blev og mere interesseret. Da
han blev spurgt om, hvornår han fik
et vidnesbyrd, svarede han: „Jeg kan
ikke udpege et bestemt tidspunkt,
hvor sandheden gik op for mig. Det
skete nemlig lidt efter lidt, efterhån-
den som jeg studerede evangeliet,
men en af de ting, som berørte mig
dybest, var frelsens plan og den
kendsgerning, at jeg igen engang
skal leve sammen med mine foræld-
re," siger vor koreanske broder og
bevidner endnu engang, at Herrens
Ånd virker på samme måde overalt
på jorden.
Ny understregning af
genealogi
En ny regel med det formål at gøre
de genealogiske fremgangsmåder
enklere trådte i kraft den 1. august
1976.
Efter den nye regel vil det ikke læn-
gere kræves, at indsendere til Ge-
nealogical Department opfører ordi-
nansedatoer, når tempelordinansear-
bejde er blevet udført for deres af-
døde slægtninge. Når skemaer er
blevet klargjort til tempelordnanser,
vil indsenderen modtage et kode-
nummer for de indsendte navne. Det-
te nummer vil vise, at ordinansearbej-
det vil blive udført, og indsenderen
kan færdiggøre sine familieskemaer.
Tidligere blev skemaerne ikke betrag-
tet som komplette, før de virkelige
ordinansedatoer var modtaget.
George H. Fudge, leder af Genealo-
gical Department, siger at reglen er
„en forandring for at understrege det
genealogiske." Det medlem af kirken,
som ikke er optaget af eftersøgning
af sine slægtslinier, behøver ikke
nødvendigvis at have ordinanseda-
toerne nogensteds på sine skemaer.
Det han førts og fremmest skal be-
kymre sig om, bør være at arbejdet er
udført, og det er hved kodenummeret
brugestil.
„Det er nødvendigt, at vi husker, at
den officielle optegnelse over tem-
pelordnanser findes i Salt Lake City,
og ikke i de enkelte hjem."
Broder Fudge siger, at hvis der virke-
lig er brug for ordinansedatoerne,
kan disse oplysninger fås enten ved
personligt at undersøge Computer
File Index (CFI), som der findes ko-
pier af i de fleste genealogiske del-
biblioteker og som er til rådighed for
kirkebygningsbiblioteker, eller i Ge-
nealogical Departments arkiver.
En ny blanket, „Anmodning om tem-
pelordinansedatoer" (Lager nr. PFGS
0073) Distributions Centret, vil blive
brugt til at skaffe disse oplysninger.
Eftersom det ikke længere kræves, at
indsendere opfører ordinansedatoer
for deres afdøde forfædre, vil Genea-
logical Department tage betaling for
at yde denne tjeneste. Hver eftersøg-
ning i hvert enkelt arkiv vil koste 50
cents. Hvis en indsender søger oplys-
ninger om et navn fra hvert af de tre
skemaarkiver, vil det koste $ 1.50. Be-
talingen skal vedlægges anmod-
ningsblanketten.
Stjernen i 125 år
For 25 år siden:
David O. McKay besøgte Danmark i
dagene 14.-16. juni 1952.
Modtagelsen i Kastrup lufthavn var
enestående, skrev en avis. 600
mennesker overværede møderne.
I Schweiz blev tempelgrunden købt
hvor senere det tempel, som vi i dag
kender så godt, skulle opføres.
LeGrand Richard født i 1886 blev
ordineret til apostel i april.
Odense byggegrund blev indviet i
oktober.
Stavspatriarken Bjarne Gram blev
ordineret til diakon, den 26. oktober,
3 dage før sin far Kai Aage Gram.
- Og mange emigrerede det år til
USA og Canada.
Og kirkens samlede medlemstal var
31. dec. 1951: 1.147.157 - så vi er
blevet nogle flere i løbet af de 25 år.
+ ^ VU -Ivr t ^ To r / i%uvaJiiri ( t' 1u
^Uv^l^:;%73irur; b »Wfø dun
r
\
TVNews
OpenLibrary